Efter hærværk på legepladser: Nu kommer politiet med opfordring

Flere østjyske kommuner oplever hærværk på daginstitutioners legepladser. Men kun få episoder anmeldes til politiet, og derfor har Østjyllands Politi en opfordring.

Små fødder, der hopper rundt i sandkassen i det spirende sommervejr harmonerer ikke med hverken cigaretskod, snus eller knust glas.

Netop efterladenskaber fra en fest aftenen forinden er et syn, der op til flere gange har mødt dagtilbudsleder Linda Hellegaard Andersen, når hun er mødt ind i Børnehuset Rønbækken i Hinnerup. For nylig gik det ud over institutionens nye træhytte. 

quote Vi ved først, om der er en udfordring et bestemt sted, hvis vi får anmeldelserne.

Allan Nielsen, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi

- De havde brudt ind i et helt nyt hus, vi har fået til børnene, og lavet brændemærker i de helt nye borde. De har også haft en mindre brand i nogle gamle træer og brændt en lampe i stykker. Det er bare så ærgerligt, og det er også derfor, vi har anmeldt det til politiet, siger Linda Hellegaard Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet opfordrer til flere anmeldelser

Men det er langt fra alle episoder, som anmeldes til politiet. I Ulstrup Børnehus har institutionen også haft flere episoder af hærværk, men den har indtil videre ikke anmeldt nogen af dem. Børnehuset har høns, og dem har de ubudne gæster mishandlet ved at fjerne deres mad og vand og knuse deres æg ude på legepladsen. 

- Det gør både os og børnene rigtig kede af det, og det er meget utrygt. Nu har vi ikke anmeldt episoderne til politiet endnu, men det kan blive næste skridt, for det er en stigende tendens, siger daglig leder Anne Sofie Koch.

quote Der er en del uro her om aftenen, så nu må vi vurdere, hvad næste skridt skal være. Det kan være, vi er nødt til at låse af, men det går jo ud over hele byens børn.

Anne Sofie Koch, daglig leder, Ulstrup Børnehus

Og den type sager er langt fra enestående. Østjyllands Politi vurderer, at der er et mørketal i forhold til netop hærværk på legepladser. Der er ikke sket en stigning i antallet af anmeldelser, og derfor er meldingen klar:

- Alle episoder med hærværk vil jeg gerne opfordre til, at man anmelder, siger Allan Nielsen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi. 

En aktindsigt fra Østjyllands Politi viser, at politikredsen siden begyndelsen af 2021 har modtaget 76 anmeldelser om hærværk ved daginstitutioner. Det tal ligger nogenlunde stabilt, lyder det.

Østjyllands Politi opfordrer til, at alle hærværksepisoder anmeldes.
Østjyllands Politi opfordrer til, at alle hærværksepisoder anmeldes.

Men det er en politianmeldelse, der skal til for at komme hærværket til livs.

- Vi ved først, om der er en udfordring et bestemt sted, hvis vi får anmeldelserne. Og hvis vi kender de konkrete tidspunkter, har vi også mulighed for at sætte ind over for det patruljemæssigt, siger Allan Nielsen. 

Skal gennemgå hele legepladsen

I Ulstrup Børnehus bruger medarbejderne nu tid på at gennemgå hele legepladsen, før de lukker børnene ud om morgenen. Frygten for, at der er cigaretskod eller glasskår koster ressourcer og tid fra medarbejderne, som skal finkæmme områderne. 

- Det er da mega frustrerende. De seneste måneder har det været hver weekend og også nogle hverdagsaftener. Der er en del uro her om aftenen, så nu må vi vurdere, hvad næste skridt skal være. Det kan være, vi er nødt til at låse af, men det går jo ud over hele byens børn, siger daglig leder Anne Sofie Koch.

Også en børnehave i Silkeborg stod i denne uge frem og fortalte om omfattende hærværk på legepladsen.

Hun overvejer også at anmelde episoderne til politiet, men ifølge områdeleder Tommy Jørgensen er der ikke nok på sagerne, til at politiet kan behandle dem. 

I Ulstrup Børnehus bliver legesager ødelagt. Men institutionen har ikke anmeldt hærværksepisoder til politiet, fordi man vurderer, at sagerne er for små.
I Ulstrup Børnehus bliver legesager ødelagt. Men institutionen har ikke anmeldt hærværksepisoder til politiet, fordi man vurderer, at sagerne er for små.

- De sager, vi har haft her i Ulstrup, de er ikke så store. Vi tager i stedet fat i skolen og forsøger at løse det på kommunalt niveau, siger Tommy Jørgensen. 

Han erkender dog, at det kan være nødvendigt at gribe til en anmeldelse. 

- Det er en vurdering fra sag til sag, siger områdelederen. 

Men der er som sådan ikke hærværksepisoder, der er for små, lyder det fra Østjyllands Politi. 

- Man er altid velkommen til at anmelde noget til Østjyllands Politi, men så kan der være forskel på, om vi sender en patrulje afsted med det samme, eller om vi blot foretager en registrering, siger vicepolitiinspektør Allan Nielsen.

Bekymret for flere episoder 

I Hinnerup håber dagtilbudsleder Linda Hellegaard Andersen, at politianmeldelsen får konsekvenser. Hun vil nu overveje, om alle episoder skal anmeldes fremadrettet. 

- Der kan være små hændelser, som jeg ikke har ment har været store nok for politiet, men jeg håber, vi kan komme det her til livs. Det er da ærgerligt, når vi skal bruge penge på at erstatte en brændt lampe. De penge vil vi hellere bruge på legesager til børnene, siger Linda Hellegaard Andersen.

Østjyllands Politi opfordrer desuden daginstitutionerne til at dokumentere det hærværk, der begås på legepladserne.