Drenge satte ild til juletræet i Hadsten
Byens juletræ i Nørregade blev onsdag aften antændt af to personer, som efterfølgende løb fra stedet
Det er tydeligvis ikke alle, som elsker julen og ser frem til julemåneden. I Hadsten har to drenge eller unge mænd sat ild til byens juletræ i Nørregade. De satte ild til træet klokken 19.38, hvor efter et vidne så dem løbe fra stedet.
- Sådan nogle juleforbrydelser støder vi sjældent på. Meget tyder på drengestreger, og det kan sagtens tænkes, at lokalpolitiet i Hadsten har en idé om, hvem gerningsmændene er. De vil jo så nok tage en snak med dem, siger politikommissær hos Østjyllands Politi, Vagn Martinussen.
Endnu et juletræ udsat for hærværk
Favrskov Brandvæsen blev kaldt til stedet, men kom ikke på meget arbejde. Det var nemlig en forholdsvis lille brand, og juletræet har da heller ikke taget synderligt skade. Sådan lyder meldingen her dagen derpå fra Hadsten Handel, som står for at sætte træet op.
For år tilbage var et andet juletræ i byen - det på Skanderborgvej - også udsat for hærværk. Her havde gerningsmænd savet træet over i to dele.