Dæktyve hærger autoværksteder
Kundernes dæk stjæles i læssevis
Dæktyve hærger de østjyske autoværksteder, hvor de fjerner kundernes opmagasinerede dæk. Autobranchen mener, at der er tale om organiserede tyverie, og at Østjyllands Politi forholder sig alt for passivt til problemet, oplyser DR Østjylland.
Ved et indbrud hos Plus Biler på Søren Frichs Vej i Aarhus er der stjålet 300 sæt dæk og fælge til en samlet værdi af omkring 600.000 kr. HTC Biler i Hadsten har fået tømt dækcontainerne to gange, og det har medført et tab på op mod en mio. kr., anslås det.
Indehaver af Plus Biler, Bjarne Kaa, undrer sig over den manglende interesse hos politiet.
- De kom først efter, at jeg havde talt med dem tredje gang, hvor jeg gav udtryk for, at jeg ikke kunne forstå, at de ikke kom. At det ikke havde mere interesse, fortæller Bjarne Kaa til DR Østjylland.
Samme oplevelse har Torben Frandsen haft hos HTC Biler i Hadsten.
- Vi har haft indbrud i vores dækcontainer to gange, hvor der er forsvundet for en halv million kroner hver gang, og der har jeg ikke oplevet, at politiet har været der, fortæller Torben Frandsen til DR
Østeuropæiske bander står bag
Erik Rasmussen fra Autoværkstedernes brancheorganisation mener, at det er østeuropæiske bander, der står bag mange af indbruddene.
Hos Østjyllands Politi står man uforstående overfor, at man skulle være mindre opmærksomme på at opklare indbrud i bilbranchen.
- Vi prioriterer selvfølgelig indbrud i private hjem meget højt, men dermed være ikke sagt, at vi ikke rykker ud til indbrud i containere, for det gør vi, hvis vi får oplyst, at det er større værdier, der er stjålet, siger politikommissær Mogens Brøndum til DR Østjylland.