Chris Anker Sørensen bliver begravet i stilhed

Det er kun familie og venner, der er velkomne, når Chris Anker Sørensen i denne uge bliver begravet.

Chris Anker Sørensen bliver i denne uge begravet, og det bliver kun med familie og venner i kirken.

Sådan lyder ønsket fra hans enke, Michelle Moestrup Sørensen. Det fortæller hun i en pressemeddelelse fra TV 2, hvor Chris Anker Sørensen var ansat som cykelekspert.

Hun ønsker dermed, at pressen og andre interesserede holder sig væk.

- I denne uge tager familie og venner afsked med Chris Anker Sørensen, når han begraves fra sin lokale kirke. Familien frabeder sig pressens tilstedeværelse ved begravelsen.

- Vi håber, at alle vil respektere, at vi som familie har brug for ro og privatliv i denne tid.

- Men vi mærker støtten og den store kærlighed og medfølelse, der strømmer os i møde. Tak for den, siger Michelle Moestrup Sørensen i meddelelsen.

Mange har lagt blomster ved Hammel Cykle Klub. Det var her, Chris Anker Sørensen tilbage i 1997 begyndte sin cykelkarriere.
Mange har lagt blomster ved Hammel Cykle Klub. Det var her, Chris Anker Sørensen tilbage i 1997 begyndte sin cykelkarriere. Foto: Martin Herlevsen - TV2 ØSTJYLLAND

Hyldet verden over

18. september omkom Chris Anker Sørensen efter en ulykke i Belgien, hvor han var for at dække VM i cykling for TV 2.

Han var ude at sondere VM-ruten, da han blev ramt af en varevogn og senere døde af sine kvæstelser. Han blev 37 år gammel.

TV 2's medarbejdere i Belgien rejste siden hjem, og dækningen af VM-løbene blev foretaget fra Odense, hvor tv-stationen holder til.

Cykelekspert Rolf Sørensen stødte siden til dækningen, inden kommentator Rasmus Staghøj søndag også var tilbage, da de bedste mandlige cykelryttere sloges om VM-titlen.

Flere hundrede deltog lørdag i en minde-cykeltur for Chris Anker Sørensen i området ved Hammel.
Flere hundrede deltog lørdag i en minde-cykeltur for Chris Anker Sørensen i området ved Hammel.

På blandt andet sociale medier er Chris Anker Sørensen blevet hyldet. Tidligere holdkammerater, kolleger og cykelfans har udtrykt deres sorg over den tidligere cykelrytters død.

I Hammel i Østjylland, hvor Chris Anker Sørensen er vokset op, har hans barndomsklub Hammel Cykle Klub i den forgangne weekend hyldet ham med et mindeløb.

Her deltog flere hundrede personer i en mindeturen i området ved Hammel. Inden cykelturen i lørdags blev der holdt et minuts stilhed. Det kan du se i videoen herunder.