Chris Anker ændrer ambitionerne
Hammel-cykelrytteren Chris Anker Sørensen brækkede kravebenet i Katalonien Rundt. Nu mærker han markant fremgang.
Chris Anker Sørensen skal til lægeundersøgelser i næste uge, efter at han i sidste måned brækkede kravebenet. Han er dog optimistisk og tror på, at han snart kommer sig.
- Nu er jeg ikke ekspert, men jeg kan mærke, at det er ved at gro sammen. Det går meget bedre, og jeg har ikke rigtig nogen smerter, siger Chris Anker Sørensen til TV2 Sporten.
Trods uheldet har den 25-årige cykelrytter hele tiden holdt sig i gang.
- Jeg træner på en kondicykel for at holde formen ved lige, og jeg kører hårdt på. Men det er selvfølgelig ikke det samme. For det første er det røvkedeligt at sidde og kigge ind i en væg, men det er også for varmt indenfor, og man sveder for meget til at kunne sidde på cyklen i meget lang tid, fortæller Chris Anker Sørensen.
De østjyske cykelrytter regner med at kunne deltage i Giro d'Italia, hvor han dog ikke går efter den samlede placering i klassementet.