Budgettet er klar: Handicappede og sårbare børn og unge i fokus

Sårbare børn og unge samt handicap- og psykiatriområdet skal have flere midler de kommende fire år, fremgår det af det budgetforslag, som et næsten enigt byråd i Favrskov Kommune onsdag aften har offentliggjort.

Flere penge til sårbare børn og unge samt til handicap- og psykiatriområdet.

Byrådet i Favrskov har onsdag aften offentliggjort deres budgetforslag for de kommende år, som et overvældende flertal på 24 ud af 25 medlemmer står bag.

Budgetforslaget, som strækker sig over perioden 2022 til 2025 indeholder driftsudvidelser på 30,4 millioner kroner, reduktioner på 5,3 millioner kroner samt et anlægsbudget på 110 millioner kroner årligt, fremgår det af en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

Økonomi med vokseværk

Området for sårbare børn og unge tilføres fra næste år 14 millioner kroner årligt, mens handicap- og psykiatriområdet kan se frem til de kommende år at få øget budgettet med 16 millioner kroner om året.

- Umiddelbart er der tale om meget store driftsudvidelser, men i virkeligheden er de 30 millioner kroner et udtryk for, hvad der skal til for, at vi kan leve op til det serviceniveau, som vi har i dag. Der er med andre ord tale om en nødvendig udvidelse, som vi for størstedelens vedkommende finansierer via vores kassebeholdning. Det kan vi kun gøre, fordi vi igennem en årrække har haft rigtig godt styr på vores økonomi, siger Nils Borring (S), borgmester i Favrskov Kommune.

Af budgetaftalen fremgår det også, at kommunen som noget nyt har afsat en pulje til nybyggeri og større renoveringsprojekter på omkring 165 millioner kroner over den kommende fireårige budgetperiode.

Millioner til nybyggeri

På anlægssiden er der som noget nyt afsat en pulje til nybyggeri og større renoveringsprojekter. Puljen indeholder over den fireårige budgetperiode godt 165 millioner kroner, og partierne bag budgetforslaget har aftalt, at de mødes på en anlægskonference i foråret 2022 for at drøfte udmøntningen af puljen.

Der er også afsat midler til blandt andet klimatiltag og flere vådområde- og vandløbsprojekter. En udvidelse af antallet af plejeboliger på plejecentret Solhøj i Hammel er blandt andet også med i budgetforslaget.

Budgetforslaget sendes nu i offentlig høring frem ti den 21. september, og der bliver borgermøde om budgetforslaget den 15. september fra klokken 19 til 21 i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.