Borgmesteren jubler, mens beboere ærgrer sig: Trafikudspil deler vandene i østjysk by

Regeringen vil lave en massiv opgradering af hovedvej 26 - Viborgvej - der går igennem flere byer i Favrskov kommune. Borgmesteren roser udspillet, men det bliver mødt af frustration hos beboerne.

Regeringen har torsdag fremlagt sin plan for fremtidige investeringer i infrastruktur.

Planen hedder Danmark Fremad, og ét af de projekter, der ligger højt på Regeringens ønskeliste, er en opgradering af hovedvejen Viborgvej til en motortrafikvej.

Viborgvej strækker sig fra Aarhus til Søbyvad - og går igennem flere byer i Favrskov Kommune.

quote Vi får den lige nede i vores mark, og det vil vi da være kede af.

Linda Arve, Lading

Og selvom formålet er at gøre livet lettere for pendlere, der bor i Favrskov kommune, så møder udspillet modstand fra beboere - blandt andet i landsbyen Lading.

Én af modstanderne er Linda Arve, der har boet på Viborgvej i 37 år, og som kan se frem til at få den nye motortrafikvej som nabo.

- Det bliver kedeligt for vores område, for vi får den lige nede i vores mark, og det vil vi da være kede af. Det ødelægger vores natur, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Linda Arve ønsker ikke den nye motortrafikvej, som Regeringen lægger op til.
Linda Arve ønsker ikke den nye motortrafikvej, som Regeringen lægger op til.

En stor gevinst for Favrskov

Men ifølge Favrskov Kommunes borgmester, Nils Borring (S), så er det er godt udspil for kommunen.

- Set med snævre Favrskov øjne, så er forlægningen af Viborgvej en appelsin i vores turban. Jeg ved godt, at der er nogle, der så får en vej i baghaven, men det er altså færre end dem, der bliver generet af det i dag, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Selvfølgelig er der altid vindere og tabere i sådan noget her, men for Favrskov er det her en stor gevinst.

Den nye 23 kilometer lange motortrafikvej skal efter planen etableres syd for de byer hovedvej 26 i dag går igennem. Dermed vil trafikken blive mindre i landsbyerne.

Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, ser udspillet som en stor fordel for kommunen.
Borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, ser udspillet som en stor fordel for kommunen.

Får konsekvenser for landsbyerne

Det er dog langt fra alle, der mener at det er en god idé at føre trafikken udenom for eksempel Lading.

- Det er en trist dag, for det betyder at min butik må lukke med tiden, siger Mogens Lyngby Pedersen, der ejer Lading Mejeri, til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Jeg lukker den dag, de klipper snoren.

Mogens Lyngby Pedersen, ejer af Lading Mejeri

I næsten 25 år har han drevet et mejeri, som hans far og onkel grundlagde. Men med den nye motortrafikvej, hvor trafikken bliver ledt udenom Lading, vil det få store konsekvenser for det lokale mejeri.

- Jeg lukker den dag, de klipper snoren. Det er trist, for jeg er født og opvokset i byen, og det er da heller ikke rart at skulle sige farvel til 8 medarbejdere.

Mogens Lyngby Pedersen mener, at han må dreje nøglen om, hvis motortrafikvejen bliver en realitet.
Mogens Lyngby Pedersen mener, at han må dreje nøglen om, hvis motortrafikvejen bliver en realitet.

Pendlere slipper for ventetid

Til gengæld er det en fordel for Jette Agnete Pedersen Bisgaard fra Svenstrup, der dagligt kører på Viborgvej, når hun skal på arbejde i Lading.

- Når jeg skal afsted, så skal jeg over vejen, og hvis du kører på det værst tænkelige tidspunkt om morgenen, så har jeg én gang prøvet at holde og vente i 8 minutter, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Den nye motortrafikvej får lettet for vores borgere i forhold til pendling.

Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune

Og det problem kan den nye motortrafikvej afhjælpe ifølge borgmesteren.

- De fleste pendlere er beliggende nord for vejen, og det vil sige, at når mange af dem skal ind til Aarhus om morgenen på arbejde, så er det hidtil svært at komme ud på Viborgvej. Den nye motortrafikvej får lettet for vores borgere i forhold til pendling, siger Nils Borring.

Regeringens udspil skal nu forhandles i Folketinget - om opgraderingen af Viborgvej bliver til en realitet er derfor endnu uvist.

Men Linda Arve, som står til at få motortrafikvejen som nabo, er langt fra overbevist om, at planen bliver ført ud i livet.

- Der har været snak om det i 100 år, og jeg tror sgu ikke, at det bliver til noget.

Clip0001-kopi.MXF.00_57_11_20.Still001

Isabel modtog uønsket penisbillede, men anmeldte det ikke: - Det var for skamfuldt

Politiaktion

Stor politiaktion efter voldsomt husspektakel lørdag aften - to personer anholdt

20201014-131336-A-1920x1277we

Regn, slud og snevejr over Danmark - her er der størst risiko for sne

def_thumb,50_percent

play Søvand forsvandt på mystisk vis: Nu bliver det politianmeldt

80_percent

play Lystbådepladser bliver revet væk

Ikea Skejby Aarhus IKEA

Genåbningsglæde hos IKEA: Håber ikke alle kommer på tirsdag