Boligmarkedet tordner frem: Husene bliver flået væk i rekordfart

Rigtig mange østjyder er på boligjagt i øjeblikket. Blandt andet i Hinnerup hvor husene bliver solgt i rekordfart. Det kan skyldes coronakrisen, lyder det fra boligøkonom.

Selv om store dele af landet er lukket ned på grund corona, så tordner boligmarkedet frem.

Priserne går op - særligt i de største byer.

Det får mange boligjægere ud i byerne rundt om Aarhus. Også til Hinnerup, hvor priserne stiger, mens husene nærmest bliver flået ned af hylderne.

Det mærker parret Rikke Christesen og Michael Thomsen tydeligt. De har solgt deres lejlighed i Vejlby-Risskov – også på rekordtid - og var i dag på jagt efter deres første hus i Hinnerup.

- Det er stressende. Man kan ikke lige mærke efter i en uge eller to for, om det er det rigtige hus, siger Michael Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Rikke Christesen og Michael Thomsen fra Aarhus vil gerne købe hus udenfor byen. De fik solgt deres lejlighed i Vejlby-Risskov, nærmest inden den blev sat til salg, og nu oplever de, hvor hurtigt husene forsvinder fra markedet. Det kan være stressende, fortæller de.
Rikke Christesen og Michael Thomsen fra Aarhus vil gerne købe hus udenfor byen. De fik solgt deres lejlighed i Vejlby-Risskov, nærmest inden den blev sat til salg, og nu oplever de, hvor hurtigt husene forsvinder fra markedet. Det kan være stressende, fortæller de.

Lige nu er den gennemsnitlige liggetid i Hinnerup og omegn tre måneder. Nogle huse bliver endda solgt, inden de kommer på mæglerens hjemmeside.

Det kan flere ejendomsmæglere i området skrive under på:

- Det sker, og det sker måske oftere nu, end det har gjort før, siger Jens Vodstrup, indehaver af Danbolig i Hinnerup, til TV2 ØSTJYLLAND.

Jens Vodstrup er indehaver af Danbolig i Hinnerup. Han mærker tydeligt, hvor hurtigt boligerne forsvinder fra markedet i øjeblikket.
Jens Vodstrup er indehaver af Danbolig i Hinnerup. Han mærker tydeligt, hvor hurtigt boligerne forsvinder fra markedet i øjeblikket.

Det er langt hurtigere end før coronakrisen. Og nedlukning og hjemmearbejde kan være én af årsagerne til det stigende boligsalg:

- Vi har en hel del par inde fra Aarhus, der rigtig gerne vil ud af lejligheden og ud at have en have, siger Kirsten Dalsgaard, indehaver af Nybolig i Hinnerup og Hadsten, til TV2 ØSTJYLLAND.

Boligmarkedet boomer i hele landet. I 2020 steg boligpriserne med 7 procent i Region Midtjylland, og den gennemsnitlige liggetid er faldet i blandt andet Hinnerup. Men det kan være stressende at være førstegangskøbere, når husene forsvinder på rekordtid og mange salg ender i overbud.

Vi bygger rede

Huset som Rikke Christesen og Michael Thomsen søndag var til fremvisning på er helt nyt på markedet.

Hvis de ender med at ville byde, skal de rykke hurtigt – og de skal næppe forvente et afslag i prisen, hvis de ønsker at købe:

- Kendetegnet for det sidste år er, at det kommer ud i overbud, fordi der er flere købere til ejendommen, siger Kirsten Dalsgaard, indehaver af Nybolig i Hinnerup og Hadsten.

Kirsten Dalsgaard (forrest til højre) er indehaver af Nybolig i Hinnerup og Hadsten. Hun og hendes kollegaer har travlt i øjeblikket og oplever især, at det er unge par fra Aarhus, der søger mod Hinnerup og Hadsten i Favrskov Kommune.
Kirsten Dalsgaard (forrest til højre) er indehaver af Nybolig i Hinnerup og Hadsten. Hun og hendes kollegaer har travlt i øjeblikket og oplever især, at det er unge par fra Aarhus, der søger mod Hinnerup og Hadsten i Favrskov Kommune. Foto: Nybolig Hinnerup & Hadsten

Boligpriserne stiger i hele landet. I 2020 steg de med syv procent i Region Midtjylland. Det på trods af at Danmark står midt i en coronakrise.

Svaret på, hvordan det hænger sammen, skal findes i den type af krise, vi står midt i, fortæller boligøkonom i Jyske Bank Mikkel Høegh:

- Det kan lyde overraskende, fordi vi er vant til, at når der er økonomisk krise, så er boligmarkedet hårdt ramt. Men det her er en anden krise. Det er en sundhedskrise, og det betyder, at vi ændrer adfærd.

- I det her tilfælde bygger vi rede, og vi har fokus på vores bolig og vil gerne bruge nogle penge på at købe bolig, siger Mikkel Høegh til TV2 ØSTJYLLAND.

Han håber, at tempoet på markedet falder. Både for køber og sælgers skyld:

- Jeg håber, at markedet kommer lidt ned i tempo, så vi ikke kommer ud i, at folk får forkøbt sig og får købt noget, de egentlig ikke ønsker sig. Det er bedst for alle parter. Både køber, sælger, og os der finansierer boligerne, siger Mikkel Høegh.

For ham at se, er den bedste måde at passe på sig selv og sine penge på det vilde boligmarked, at opsøge god rådgivning i banken. 

Du kan se hele interviewet med boligøkonom Mikkel Høegh i indslaget længere oppe i artiklen.