Per blev taget 51 år tilbage til sin gamle traktor
Veteranhøstdagene ved Hadsten var i dag noget ganske særligt for en af de fremmødte. Han genoplivede nemlig tiden, hvor han var 16 år og landbrugsmedhjælper.
I denne weekend høstes der på gammeldags facon på en mark ved Hadsten. Veteranhøstdagene holdes, og gamle landbrugsmaskiner får nyt liv. Helt ligesom Per Jensen nærmest genoplevede sin ungdom.
For en af maskinerne på marken var magen til den, han kørte rundt på som 16-årig landbrugsmedhjælper.
- Det er en oplevelse uden lige, jeg er som et bette barn, når jeg ser sådan noget igen, sagde Per Jensen ved synet af den til TV2 ØSTJYLLAND.
I dag er han pensionist og bor i Galten, men minderne er intakte.
- Man er lige pludselig 16 år igen, 51 år tilbage det er helt fantastisk. Det kan ikke beskrives, lød det begejstret fra ham.
Forventer 3500 kigger forbi
Maskinerne ejes og vedligeholdes af en lokal veteranklub med 70 medlemmer.
- Vi går og roder med dem om vinteren og gør dem køreklar, og maler dem lidt, fortalte Niels Peter Andersen fra CB Veteranerne til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Et af årets højdepunkter er så Høstdagene på Holkjærgård, hvor det ventes, at 3500 mennesker kigger forbi.
- Det har aldrig været ved bedre, der har aldrig været så mange så hurtigt, sagde en af arrangørerne, Ole Sørensen, da også.
Høstdagene fortsætter søndag, hvor der er fra klokken 10-16 er mulighed for at se de gamle maskiner i aktion.