Årelang kamp er nu slut: Togene stopper snart i Laurbjerg
Om få år kan indbyggerne i Laurbjerg benytte sig af togene, når de får trinbrættet tilbage i byen
- Det er kæmpestort, det er næsten helt surrealistisk stort, siger Birgit Lihn.
Hun er formand for borgerforeningen ’Trinbrættet tilbage til Laurbjerg’, og hun har stået i spidsen for den lange og stædige kamp siden 2012. Og i dag blev det endeligt officielt: Trinbrættet kommer tilbage i Laurbjerg og Stilling.
Læs også
- Vi synes jo selv, at vi har haft nogle gode argumenter, men man er ikke sikker på, at politikerne hører det, før man ser, det sker, fortæller Birgit Lihn til TV2 ØSTJYLLAND.
En lang og sej fødsel
Togene kommer til at standse i byen igen, når køreplanerne skifter i 2022. Og den meddelelse har ikke kun bragt glæde hos formanden.
- Det har været en lang fødsel, men når det bliver et velskabt barn i sidste ende, så gør det ikke noget, siger Michael Andersen, som også har været stor fortaler for trinbrættet i mange år.
Og for en af de andre indbyggere i Laurbjerg, så kommer det til at betyde rigtig meget på daglig basis.
- Det bliver meget lettere at komme til og fra arbejde, og det bliver lettere at komme hjem om aftenen, hvis man for eksempel har været på restaurant. Så skal man ikke spørge hinanden, hvem der skal køre, for det skal Arriva, siger Peter Lange, der til dagligt er ansat på Aarhus Universitet og derfor bruger 50 minutter hver vej.
Ja til flere stationer
Dansk Folkepartis transport- og bygningsordfører, Kim Christiansen, var også til stede i Laurbjerg i dag, da nyheden blev fejret. Og han anerkender de lokale ildsjæle.
- Det har været en proces, det er ikke alle, der har været enige om, at der skulle være en station i Laurbjerg og i Stilling, som det her også omfatter. Det har været en lang og sej kamp, som er båret frem af gode lokale kræfter, udtaler Kim Christiansen.
Han mener desuden, at trinbrættet er særligt berettiget i disse år.
- I de her år bliver togene mere og mere affolkede, så det kræver, at man stopper ved nogle stationer, så man får nogle passagerer ind i toget, siger Kim Christiansen.
Godt for fremtiden
Indbyggerne selv er ikke i tvivl om, hvor stor en betydning, trinbrættet får for byen.
- Det er jo en af de ting, der gør, at Laurbjerg også fremover vil være en fuldt funktionel by med alle de faciliteter, der hører til. Jeg tror ikke, at der er nogen i byen, der ikke er glade for den beslutning, siger Michael Andersen.
Læs også
Og borgergruppeformanden bakker op:
- Folk, der overvejer andre steder, de vil vælge Laurbjerg fremover, fordi man kan komme til Aarhus på en halvtime med en behagelig transportform. Så vi håber på tilflyttere, siger Birgit Lihn.