Anni chikaneres: Unge truer med at dræbe hendes hunde
Trusler, seksuelle tilråb, hærværk og stjålne indkøbsposer. En gruppe unge har ifølge Anni Holmgaard udsat hende for lidt af hvert de seneste måneder.
Hun er blevet kaldt luder og klam so så mange gange, at hun ikke længere har tal på det. Hun bliver råbt ad og filmet, hver gang hun møder dem i bybilledet. Og hvis hun prøver at siger fra, eskalerer situationen bare.
Det fortæller Anni Holmgaard fra Hadsten om de oplevelser, hun har haft.
- Det er bare blevet værre og værre. Det er fuldstændig absurde ting, de råber efter mig. De kalder mig luder, gammel so og spørger, om jeg vil med dem hjem og have noget pik, siger Anni Holmgaard.
Hun vurderer, at de fleste af de drenge, hun har problemer med, er mellem 13 og 15 år, og nogle gange er deres mindre søskende på otte - ti år også med.
Mange uger med uro
Hadsten har det seneste stykke tid været præget af uro. En gruppe unge har blandt andet hærget Sundhedshuset med alt fra opkast og smadrede stole til falske alarmopkald til brandvæsenet.
Nogle unge har også kastet så mange kanonslag, at Cathrine Kjær Nielsen er blevet så bange, at hun har besluttet sig for at flytte, som TV2 ØSTJYLLAND tidligere har fortalt.
Anni fortæller, at den gruppe unge, der chikanerer hende, er nogle af dem, der var med til at hærge Sundhedshuset. Den dag mødte hun dem nemlig udenfor Netto, hvorefter de løb ind i Sundhedshuset.
- En af de små drenge rev den ene af mine indkøbsposer ud af hånden på mig og løb væk, hvorefter han smed den fra sig på gaden, fortæller hun og tilføjer:
- Senere på vej op ad trappen til Sundhedshuset stødte jeg på gruppen igen, efter brandvæsenet var ankommet, fordi de havde slået brandalarmerne ind. Her var der en der råbte, han ville kneppe mine hunde. Det er altså et meget voldsomt sprogbrug, siger Anni Holmgaard.
Trusler mod hunde
Anni Holmgaards dårlige oplevelser med drengegruppen startede en aften i sommer, hvor hun var ude at gå en tur med sine to små hunde på en smal grussti, hvor al kørsel er forbudt. Her kom to teenagedrenge kørende på en scooter, og ifølge Anni Holmgaard var de tæt på at ramme hende.
- Jeg var ved at blive kørt ned og måtte skynde mig at trække mine hunde væk fra stien. Jeg blev stående lidt og troede, de måske ville komme tilbage og undskylde.
Det gjorde de ikke, så jeg gik hen mod dem, og så begyndte de at råbe og sagde, jeg skulle passe på, mine hunde ikke blev slået ihjel, fortæller Anni Holmgaard.
Hun har flere gang bedt dem og at gå hjem til deres forældre uden held. Hun har også prøvet at ringe til politiet for at fortælle om chikanen, hvor en af drengene så har råbt ind i telefonen, at hun giver dem lussinger.
- Det har jeg selvfølgelig aldrig gjort. Jeg har kun prøvet at nedskalere konfliktniveauet, men uden held. Nu er jeg helt stoppet med sige noget og prøver bare at ignorere dem og gå min vej, men lige lidt hjælper det. De er tydeligvis udenfor rækkevidde, siger Anni Holmgaard.
Hun oplever også, at de tager billeder af hende og filmer hende, hvis de møder hende i bybilledet.
Har du også oplevet utryghed?
Skriv til os på redaktion@tv2oj.dk eller tip os her, hvis du også har oplevet utryghed og ballade.
- Et eller andet sted har jeg ondt af drengene. Der må jo være en grund til, at de render rundt ude i byen hele tiden og laver ballade i stedet for at være derhjemme, siger Anni Holmgaard og tilføjer:
- Hvis de fortsætter med at opføre sig sådan, er jeg bange for, det ender helt galt for dem, når de er over den kriminelle lavalder. Politiet, de sociale myndigheder og forældrene skal på banen nu, for det her er kørt alt for langt ud.
Politiet: Ingen skal være utrygge
Anni Holmgaard har to gange kontaktet politiet, ligesom flere andre borgere har anmeldt episoder, hvor unge har kastet med kanonslag.
Vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Kristian Juliussen fortæller, at politiet har fået mange anmeldelser om kanonslag og uro i Hadsten og at politiet gør, hvad det kan for at komme problemerne til livs.
- Selvfølgelig ønsker vi ikke, at nogen borgere skal føle sig utrygge. Sådan bør det ikke være, siger Kristian Juliussen.