Alvorligt uheld: Teenagere banker ind i bygning
To unge mænd er kørt på hospitalet efter et alvorligt færdselsuheld natten til søndag.
To biler med teenagere i kørte natten til søndag af vejen, og to 18-årige førere er kommet til skade.
Det meddeler Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Det var søndag klokken 02.52 , at uheldet fandt sted på Vissingvej ved Hadsten. Ifølge politiet er to biler med to 18-årige mænd bag rattene kørte lige ud i et venstresving.
Den ene bil ramte en lade med så stor kraft, at en del af muren styrtede sammen. Bilen endte på siden, og ved politiets ankomst var den 18-årige fører fastklemt, bevidstløs og i livsfare. En anden mand i bilen havde fået lettere skader og knubs.
Den anden bil i uheldet ramte et træ, så føreren kom lettere til skade, men selv kunne komme ud.
Ifølge politipatruljen var der glat ved ulykkesstedet, og der blev indkaldt en bilinspektør og drone for at undersøge uheldet nærmere.
Førerne af de to biler blev kørt til undersøgelser på hospitaler i Randers og Aarhus. Deres pårørende er underrettet om ulykken.