Ægtepar ventede desperat på regn - da den faldt, var de helst foruden
Det er ikke optimalt at holde åben have i silende regn
Landmændene i Østjylland har længe sukket efter regn. Masser af regn, faktisk.
Det samme gælder Lissy og Elmer Aagesen fra Hinnerup. De er passionerede haveejere. Man kunne nok også kalde dem havekunstnere uden at fornærme nogen.
Af samme grund har Elmer Aagesen i den seneste måned vandet på livet løs - ikke mindst på grund af planten Clematis, som ægteparret har over 300 sorter af. Den kan nemlig ikke holde til at tørre ud.
Lige præcis i dag, søndag, havde Lissy og Elmer dog håbet på tørvejr og høj sol. De holdt nemlig åben have - en begivenhed, ægteparret med stor nidkærhed har forberedt længe.
- Jeg vil gerne have, at der kommer omkring 10-20 millimeter, men jeg vil også gerne have, at det venter til efter klokken 17, sagde Elmer Aagesen til TV2 ØSTJYLLAND søndag formiddag.
Men som enhver dansker ved, kan man ikke 'regne' med sommervejret, og Elmer fik altså ikke sin vilje.
Åben have-arrangementet var ved at regne væk, mens landmændene jublede.
Et grønt livsværk
Det er dog heller ikke for at fremvise haven, at Lissy og Elmer lægger så mange timer i den. Der er tale om et livsværk, og i det perspektiv fik haven søndag et dejligt, nærende bad.
For Lissy Andersen giver havearbejdet en ro, som som mange andre haveejere nok vil nikke genkendende til.
Læs også
- Tankerne flyver bare, og den ene time går efter den anden. Der er ingen bekymringer, når man går her, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Der var dog gæster, der trodsede vejrguderne og besøgte Lissy og Elmer i deres have. Dermed fik gæsterne lov til at se en af Danmarks flotteste haver i regnvejr.
Efter at have vandet og vandet og vandet, kunne Elmer søndag tørt konstatere:
- Jeg skal i hvert fald ikke have vandet i aften. Det er stensikkert.