23-årig kvinde drak en halv flaske vodka og kørte bil
Patruljevogn spottede slingrende bil i Thorsø - nu er ung kvinde sigtet for spirituskørsel
Nogle gange kan man komme til at træffe en smådårlig beslutning, og hvis man er heldig, er der ingen der lægger mærke til det.
Hvis man til gengæld drikker en halv flaske vodka (og et par Mokai), sætter sig ud bag rattet og bliver standset af politiet, så er der ingen kære mor.
Det har en 23-årig kvinde fra Thorsø lært på den hårde måde, efter at hun natten til lørdag blev stoppet af en patruljevogn, som bemærkede, at hun kørte meget usikkert og slingrede rundt på vejen.
Læs også
Patruljen fik kvinden til at køre ind til siden, hvor et pust i et alkometer fjernede enhver tvivl om kvindens egnethed til at køre bil på det pågældende tidspunkt.
Alkometertesten viste en promille, som politiet med en diplomatisk vending kalder 'et godt stykke over det tilladte'. Den præcise promille kendes dog ikke endnu.
- Det er blodprøven, der afgør det, og der kan godt gå en uges tid, inden vi får svar på den, siger vagtchef Jens Henrik Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Se spritkampagnen 'Klar til et pust?' fra Rådet for Sikker Trafik:
Anholdt på stedet
Umiddelbart efter alkometertesten indrømmede den 23-årige kvinde, at hun havde drukket omkring en halv flaske vodka og to Mokai.
- Det er ikke klogt. Det er langt over grænsen, og vi ser på sagen med stor alvor, siger vagtchef Jens Henrik Jensen.
Den 23-årige kvinde blev anholdt på stedet og sigtet for spirituskørsel.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik skyldes hver 6. dødsulykke i trafikken alkohol. Ni ud af ti spritbilister er mænd.
Værd at vide om spritkørsel
- Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0 eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.
- Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.
- Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.
- Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.
- Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.
- Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik