Madmarked konkurs - lejer vil sagsøge kendt millionær

Ejeren af Aarhus Central Food Market har valgt at lukke madmarkedet på strøget i Aarhus ned. Det sker midt i en retslig strid med en række stadeholdere.

OPDATERING
Artiklen er opdateret med kommentar fra stadeholder Peter Kolos og informationer i brev fra advokatfirmaet Clemens Law.

Der har længe hængt tunge skyer over madmarkedet, som har været i skarp konkurrence med byens andet streetfoodmarked ved busstationen. 

Men fredag blev det sidste søm slået i ligkisten, da ejeren Frantz Longhi meddelte, at han endegyldigt lukker ned for Aarhus Central Food Market. 

Det fortalte han i en pressemeddelelse, hvor ejeren også kunne fortælle, at madeventyret på strøget i Aarhus har kostet ham 20 millioner kroner over de fire år, det har eksisteret. 

Sure lejere 

Men det sidste punktum er næppe sat i sagen om Aarhus Central Food Market på Skt. Knuds Torv. 

Frantz Longhi ligger nemlig i en retslig strid med en lang række stadeholdere, som blev opsagt i juni måned i år. De fik tre måneder til at fjerne deres boder fra madmarkedet, men en del af dem nægtede at opgive deres pladser uden kamp. 

Stadeholderne mener, de har ret til erstatning for de investeringer, de har foretaget i deres boder, men det var Frantz Longhi ikke enig i. 

Den aarhusianske erhvervsmand forklarede i juni, at han ville køre madmarkedet videre uden stadeholdere. Men den plan aflivede han fredag, da Frantz Longhi meddelte, at coronakrisen har slukket det sidste håb for Aarhus Central Food Market. 

Truer med Fogedretten

I en mail til stadeholderne, som TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af, skriver en advokat fra Clemens Law på vegne af Dansk Ejendoms Management A/S, at Selskabet af 24. juni 2014 APS er gået konkurs. 

Begge selskaber er ejet af Frantz Longhi, men Selskabet af 24. Juni 2014, som står for driften af madmarkedet, har ikke betalt husleje på Skt. Knuds Torv 9, og derfor er de begæret konkurs, skriver advokaten i brevet. 

Lejerne skal fjerne deres inventar inden onsdag klokken 15, skriver advokaten i brevet. Hvis de ikke overholder fristen vil advokaten kontakte Fogedretten med henblik på at få deres ting fjernet, skriver han.  

- Såfremt lejemålet ikke (er, red.) ryddet indenfor ovenstående frist, vil jeg uden yderligere varsel, på vegne af Dansk Ejendoms Management A/S, anmode Fogedretten i Aarhus om, at I udsættes fysisk af lejemålet, hvilket vil medføre væsentlige omkostninger for jer, skriver han til lejerne. 

Men den trussel giver stadeholder Peter Kolos ikke meget for. For det første er han ikke blevet kontaktet af en kurator i sagen. Desuden kan man ikke læse på nogen officielle platforme, at Selskabet af 24. juni 2014 APS er taget under konkursbehandling. 

FAKTA

Anmelder ejer for selvtægt

Han har brugt fredag på at finde hoved og hale i sagen, efter han og flere andre stadeholdere blev mødt af en låst dør fredag morgen. De valgte at anmelde Frantz Longhi for selvtægt ved at have afspærret dem fra at komme ind i madmarkedet. 

Han har heller ikke tænkt sig at fjerne sine ting fra Aarhus Central Food Markets lokaler på trods af truslen fra advokaten.  

- De har skrevet inde på deres hjemmeside og meldt ud i pressen, at der er lukket. Så jeg kan ikke drive min forretning, men jeg har ikke tænkt mig at fjerne mine ting, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Nægter at flytte

Peter Kolos mener, Frantz Longhi forsøger at undgå en sag i Fogedretten mod stadeholderne, men så let slipper han ikke. 

Der kommer bare til at være et erstatningskrav mod Frantz Longhi. For indretning, for genhusning og for et års tabt omsætning, siger han. 

Ifølge Peter Kolos har Frantz Longhi ikke forvaltet sit ansvar som direktør ordentligt. Derfor går han direkte efter den aarhusianske mangemillionær. 

- Det her beviser, at man ikke kan købe pli for penge, siger Peter Kolos.

Frygter smart fidus

Han mener, at det samlede erstatningskrav mod den aarhusianske forretningsmand vil være omkring fire millioner kroner.

Peter Kolos tror, at Frantz Longhi vil bruge konkursen til at få fjernet stadeholderne, som fortsat driver boder på Aarhus Central Food Market, og derefter genåbne madmarkedet i et nyt selskab. Bygningerne ejer han stadig igennem selskabet Dansk Ejendoms Management A/S. 

I pressemeddelelsen siger Frantz Longhi selv om fremtiden:

- Jeg håber, at det liv, der er blevet skabt på dette historiske sted, kan fortsætte. Det er trist, både for de tilbageværende boder, som har kæmpet hårdt, og for de gæster, der nu må gå forgæves. Vi vil derfor gå i tænkeboks omkring fremtiden, udtaler han i pressemeddelelsen.

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at kontakte Frantz Longhi, men indtil videre uden held.  

VIDEO: Sådan så det ud da Aarhus Central Street Market åbnede i 2016
åboulevarden

Sådan bliver reglerne for at gå på café og restaurant

Smukfest Christopher 2016

- Det er en stor udfordring, at der ikke er nogen plan for os, siger festival

Gellerupparken Gellerup

Skole uden smittede lukker - rammer model skævt?

173405868_2990697634550447_4263271679499917763_n

Lang kø til prisvindende ishus: - Vi er lidt presset

Skærmbillede 2021-04-17 kl. 12.54.48

Planlagde sin egen begravelse - nu har Stinne fået et nyt hjerte

Hospitalseng

Laveste antal indlagte siden starten af november

Dagens mest læste