Borgmestre med appel til Christianborg: - Få nu afsluttet forhandlingerne
To østjyske borgmestre opfordrer Folketingets partier til hurtigst muligt at lukke en aftale, der sikrer minkavlere kompensation.
I mere end en uge har Folketingets partier forhandlet om kompensation til de minkavlere, der har fået besked på at aflive deres mink, og flere dage er forhandlingerne trukket ud til sent på aftenen.
Søndag aften er der stadig ikke en aftale på plads, og forhandlingerne fortsætter.
Og nu kommer to østjyske borgmestre fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet med en klar besked til folketingspolitikerne: ’Få lukket en aftale, så minkerhvervet kan få vished om fremtiden’.
Læs også
- Der skal meget mere fart på den her proces. Det er utrolig trist, at man lynhurtigt går ud og fjerner et helt erhverv uden at have loven på plads, og når der så skal ydes en erstatning, så er man ikke nær så hurtig, siger Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Silkeborgs borgmester bakkes op af sin socialdemokratiske kollega i Horsens Kommune.
- De skal se at få forhandlingerne afsluttet. Det handler om et erhverv, der er blevet lukket på ganske få dage. Det er familievirksomheder og underleverandører, der står tilbage i afmagt, fordi man politisk ikke kan få lukket en aftale, siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Uenighed om kompensationsstørrelse
Ifølge TV 2s oplysninger er det foreløbige indspark fra regeringen en erstatning på 12-14 milliarder kroner til minkavlerne, men de borgerlige partier ønsker at lægge endnu flere penge oveni.
Både Steen Vindum og Peter Sørensen mener, at de berørte minkavlere og tilhørende følgeerhverv har måttet vente for længe på et svar på, hvordan deres fremtid ser ud.
Læs også
- Der mangler anstændighed og troværdighed i det her, og minkerhvervet har fortjent et lynhurtigt svar på, hvordan de kommer godt videre i livet. Det er alvorligt, når avlere i respekt for systemet har slået deres mink ned, men bagefter ved de ikke, hvordan de står. Det er mangel på retssikkerhed, siger Steen Vindum (V), borgmester i Silkeborg Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Der kører en masse politisk stammeretorik lige nu, men det må man gemme til en anden gang og så sikre, at de her familier og underleverandører ved, hvad de har at forholde sig til meget snart, siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
Søndag har de blå partier ovenikøbet skrevet et åbent brev til Mette Frederiksen, hvor de kræver, at Mette Frederiksen og regeringen trækker tempobonussen på 20 kr tilbage.