Zombiehus bliver forsinket
Forlystelse druknede på vej over Atlanten
Det var et sørgeligt syn, der mødte Tivoli Frihedens tekniske chef, Sonny W. Jensen, da han for nylig forventningsfuldt åbnede en skibscontainer med teknisk udstyr, der skal omdanne Frihedens gamle spøgelsestog til årets nyhed, "Haunted House".
- Det første, jeg bemærkede, var, at der løb vand ud af containeren, og da jeg så nærmere efter, konstaterede jeg, at der havde stået blankt saltvand i en højde på ca. 130 cm i hele containeren - alt var ødelagt under sø-transporten fra Canada, hvor forlystelsen produceres, siger Sonny W. Jensen i en pressemeddelelse.
Bliver forsinket
Haunted House er oprindeligt planlagt til at have premiere Store Bededag, 26. april. Men selvom nyt udstyr er blevet sendt fra Canada, bliver præmieren på det uhyggelige hus alligevel rykket.
Tivoliets gæster skal dog kun vente en ekstra uge, inden de kan få lov at slås med zombier.
- Vi er blevet garanteret, at forlystelsen er klar til de første forventningsfulde gæster lørdag den 4. maj - det ser vi meget frem til, siger Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen.