Yogafestival er her for at blive

Den 30.-31. maj er der for tredje år i træk yogafestival i Aarhus

Arkivfoto.

Yoga Days er navnet på en såkaldt yogafestival, der løber af stablen i Aarhus den 30.-31. maj.

Arrangørerne håber på 500 deltagere om dagen.

- Tanken er, at vi har så mange forskellige slags yoga, som muligt. Vi inviterer folk til at komme og prøve noget. Vi vil gerne give et indblik i, at yoga har mange forskellige ansigter, siger arrangør Nadia Lunn til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hun driver et yogacenter i Aarhus, når hun ikke er arrangør på yogafestivalen, som er kommet for at blive.

- Vi holder det igen næste år. Også i den sidste weekend i maj, siger Nadia Lunn.

Det bliver kaldt en festival, fordi der kommer en bazar med boder, hvor folk kan gå på indkøb, ligesom Café Økogal vil servere økologisk mad.

- Det er en indendørs festival, for vi stoler ikke på det danske vejr, siger Nadia Lunn, der glæder sig til den kommende weekend.

- Vi er lige ved at få de sidste detaljer på plads, siger hun.