Udvisning udsat: Yimings stedfar siger tak til hele Danmark

Både familie og skole jubler over, at 13-årige Yiming Liu ikke skal forlade landet i dag alligevel

03:12

Yimings stedfar Kjeld Gaard-Frederiksen mødte hendes mor, da han var udsendt for forsvaret i Kina.

- Lettelse, lettelse og glæde, sådan beskriver Kjeld Gaard-Frederiksen sine følelser, efter at han har fået at vide, at Udlændingenævnet har sat sagen om hans steddatters udvisning i bero.

Han har siden onsdag i sidste uge kæmpet en kamp for at overbevise myndighederne, om at hans steddatter skal blive i Danmark sammen med ham og hans kinesiske kone, Zhan Xu.

05:27

Yiming Liu er blevet midtpunkt i en udvisningssag, som vækker forargelse over hele landet

Luk video

Kjeld Gaard-Frederiksen har blandt andet udtalt sig til adskillige medier, og støtten til familien har været overvældende.

- Vi har fået hjælp fra hele Danmark, og det vil jeg gerne sige tusind tak for, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

- Uden den støtte, vi har fået alle stedet fra, havde vi ikke klaret det. Det er det, der har givet os modet og troen på, at det her skulle lykkes, siger han.

Ingen familiesammenføring

13-årige Yiming Lius mor er gift med Kjeld Gaard-Frederiksen, og i september sidste år kom de til Danmark, hvor de søgte om familiesammenføring. 

Læs også Indsamler underskrifter mod udvisning af 13-årig: Over 5000 har skrevet under

I onsdags fik de så besked fra Udlændingestyrelsen. Moren kan blive, men Yiming Liu må rejse.

Begrundelsen fra Udlændingestyrelsen lød på, at 13-årige Yiming ikke har ”mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration”. Derfor har de givet afslag på familiens ansøgning om at blive familiesammenført.

Det valgte familien sammen med deres advokat at klage over til Udlændingenævnet, og i dag fik de så at vide, at Yiming Liu kan blive i landet, indtil sagen er behandlet.

Læs også 13-årig skal forlade Danmark - hendes mor må blive

Ifølge familiens advokat kan det vare op til 7 måneder.

- Det er selvfølgelig godt og en stor lettelse, fordi det var et pres, at de forlangte, at man skulle ændre sin families tilværelse med så kort varsel, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Ifølge Udlændingestyrelsen skulle Yiming Liu forlade landet i dag - kun en uge efter at familien havde fået deres afslag på familiesammenføring. ​

Klasselæreren aldrig spurgt 

På pigens skole er de uforstående over for Udlændingestyrelsens afslag, om at pigen ikke kan integreres.

- Jeg er hendes klasselærer, men ingen har spurgt mig. Vi har set en pige med potentiale, der er i trivsel, og som har lært sproget hurtigt og gerne vil det her, siger Anette Buchholt Kristensen, klasselærer i modtagerklassen på Hvinningdalskolen.

02:32

Yiming Liu går i en modtageklasse, men efter sommerferien skal hun begynde i en almindelig 7. klasse. Anette Buchholt Kristensen er klasselærer for hende i modtageklassen.

Luk video

Ifølge klasselæreren er hun ligeledes en vellidt pige på skolen, og det var også en far til en af børnene i hendes klasse, som startede underskriftsindsamlingen imod hendes udvisning.

Onsdag eftermiddag har over 6000 skrevet under. 

Intet er afgjort

Udlændingenævnet vil nu gennemgå Udlændingestyrelsens afgørelse og vurdere, om der stadig er grund til at udvise pigen fra Danmark.

Den 13-årige piges stedfar håber, at de seneste dages mediedækning viser, at Yiming Liu kan integreres.

- Jeg håber, at det er belyst nu, at hun kan integreres, siger Kjeld Gaard-Frederiksen.