- Yes vi skal på Skejby Sygehus. Fest får kronisk syge børn til at holde af sygehuset

MGP-koncert, ballonshow og isbar bragte mandag smil på læberne hos 50 kronisk syge børn og deres familier

02:10

VIDEO: Hør, hvad det betyder for Vilma på fire år og hendes familie, at der bliver holdt fest for de syge børn i Trygfondens Familiehus.

Vilma Alberte Nyrup Hansen på fire år lider af en særlig form for leverbetændelse. Hun var sammen med sin storebror Rasmus og mor og far mandag til en fest på Skejby Sygehus, der var arrangeret af Smil-fondet.

- Det gør en kæmpe stor forskel, smiler hendes mor Lica Nyrup Hansen.

- Det betyder, at Vilma forbinder Skejby med noget positivt og siger ’Yes, vi skal på Skejby’. Vi har faktisk oplevet én gang at hun græd, fordi hun ikke skulle på Skejby alligevel.

Man ved også, at raske søskende oftere får problemer som depressioner og lavt selvværd

Vinni Stenholt, leder af Trygfondens Familiehus

Til Smil Festen optrådte både Jacob Riising, Joachin Ingwersen, Sigmund fra X-Factor og Bastian fra MGP for de syge børn og deres familier.

- Der er rigtig meget, man kan opleve til sådan en stor fest som den her, forklarer Rasmus Nyrup Hansen, der er storebror til Vilma.

Læs også Studiemiljø i top: Studerende har swimmingpool og biograf på skolen

Påvirker hele familien

Når et barn, bliver indlagt med en alvorlig sygdom, påvirker det ikke kun barnet men hele familien.

- Man ved, at familier som har syge børn, har en større skilsmisseprocent, siger Vinni Stenholt, der er leder af Trygfondens Familiehus ved Skejby Sygehus, som dannede rammen om mandagens Smil-fest.

- Man ved også, at raske søskende oftere får problemer som depressioner og lavt selvværd.

Netop derfor er Smil-festerne på landets hospitaler ikke kun for de syge børn men for hele familien.

Læs også Fra middelalderby til mini-Manhattan: Før var der tolv højhuse, nu er der snart 50

Og det har en stor betydning, siger moderen til fireårige Vilma, Lica Nyrup Hansen:

- Det gør en kæmpe forskel i vores hverdag, at vi kan komme her og få nogle gode oplevelser. Det gør, at Vilma kan forbinde sygehuset med noget, der er sjovt og rart. At det ikke kun er stik og prik og medicin og læger og dumme slanger.

Syge børn vil spise igen

Smilfesten foregik i Trygfondets Familiehus på Aarhus Universitetshospital. Her kan familier med indlagte børn bo, mens deres børn er i behandling.

Fokus i familiehuset er, at gøre hospitalsopholdet mere tåleligt for hele familien. Her er eget værelse, legeplads og mulighed for at lave mad og vaske tøj.

- Det er en hjemmelig base meget tæt på hospitalet. Forældrene ser det som en oase, et frirum, et åndehul. Det er et sted, hvor man kan sænke skuldrene, trække vejret og lade sygdommen komme en lille smule på afstand, siger Vinni Stenholt, der er leder af Trygfondens Familiehus ved Skejby Sygehus.

Vilma kan forbinde sygehuset med noget, der er sjovt og rart. At det ikke kun er stik og prik og medicin og læger og dumme slanger.

Lica Nyrup Hansen, mor til barn med leverbetændelse

Hun bakkes op af far til Vilma, Lauritz Nyrup Hansen:

- Børnene bliver så glade for de biler, de kan køre i og de cykler, de kan cykle på, at de faktisk glemmer, at det faktisk er lidt alvorligt, at vi skal her ud og tjekkes og stikkes og prøves, siger han.

Læs også Parasit i badesø angriber barn: Nu advarer kommunen

Personalet har flere gange set meget syge børn blomstre op, når de kommer i familiehuset.

- Vi har haft børn som ikke vil gå eller spise, når de er på sygehuset. Når de så kommer over i familiehuset, så går de pludselig og leger eller siger ’jeg er sulten’, fortæller Vinni Stenholt.