X Factor: Spillerne tror på Babou
Bookmakerne tror ikke på sejr til Babou, men det gør spillerne
Babou fra Trige nord for Aarhus var i fem uger favorit til at vinde X Factor. Nu har oddssætterne Sarah til at løbe med sejren - men spillerne holder ved Babou.
Meget tyder på, at det bliver en af Cutfathers finalister, der synger sig til X Factor-trofæet ved fredagens finale. I hvert fald er der langt fra oddsene på Sarah og Babou på henholdsvis odds 1,50 og 2,50 til odds 12,00, som Annelouise giver tilbage, hvis hun vinder.
- Annelouise har været i farezonen to gange - det har de unge sangere ikke, forklarer Hans-Henrik Busk Stie, oddssætter hos Danske Spil.
Siden dette års X Factor-sæson blev skudt i gang i begyndelsen af februar, har han og kollegerne haft Babou som favorit til at vinde. Men i forrige uge overhalede Sarah indenom.
- Det gjorde hun på grund af sin personlighed. Der bliver skrevet meget om hende i medierne, og man skal ikke glemme, at X Factor er en popularitetskonkurrence, mere end det er en sangkonkurrence, fortsætter han.
Hans-Henrik Busk Stie og resten af oddssætterne bliver dog ikke bakket op af spillerne. De tror stadig, at Babou synger den hjem i Parken.
- 60 procent af spillet i denne uge er sat på ham, mens de to andre tegner sig for 20 procent hver, fortæller han.