Kristian Würtz fortsætter som rådmand i Aarhus

Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), fortsætter som rådmand efter nytår

Efter at stemmeantallet blev kendt onsdag aften, har det været usikkert, hvorvidt siddende rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S), skulle fortsætte som rådmand efter nytår.

Men ved et pressemøde torsdag eftermiddag blev det klart, at han fortsætter som rådmand i Aarhus. Man ved dog ikke, hvilken post, det drejer sig om, da de borgerlige skal vælge en rådmandspost først. 

Kristian Würtz (S) fik 1770 personlige stemmer ved tirsdagens valg, og han var dermed den fjerde mest populære politiker på den socialdemokratiske liste ved valget. 

Læs også Winnerskjold er vinderen: Her er valgets helt store overraskelse

Før ham kom siddende borgmester Jacob Bundsgaard (S) med 39.841 personlige stemmer, Anders Winnerskjold (S) med 2721 stemmer og Camilla Fabricius (S) med 2543 stemmer. 

- Jeg er naturligvis ualmindeligt glad for, den socialdemokratiske gruppe har bedt mig om at påtage et rådmandshverv i det nye byråd. Det er en lidt speciel situation, at vi ikke ved endnu, hvad det er for en endnu. Det drejer sig om, uanset hvad, så vil jeg gå til den opgave, at præge Aarhus til at komme i en endnu bedre retning, sagde Kristian Würtz på pressemødet.

05:33

Socialdemokratiet har fået et godt valg i Aarhus. Det er på trods af, at flere uheldige sager har ramt partiet og dets byrådspolitikere i den seneste valgperiode. Særligt for Kristian Würtz har der været nok at se til. I dette indslag fra før valget, kan du se hans kommentarer til alle de sager, der har været. 

Luk video

Camilla Fabricius bliver 1. viceborgmester, og Anders Winnerskjold bliver politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe i Aarhus. 

- Det er en meget privilegeret situation, vi har stået i de drøftelser, vi har haft i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Vi har haft to meget stærke kandidater til en rådmandspost. Og på baggrund af den drøftelse, vi har haft, der er det faldet ud, som det er beskrevet, sagde Jacob Bundsgaard. 

Læs også Jacob Bundsgaard går efter endnu en kommunal toppost

Hvad har du gjort dig af overvejelser i forhold hvilken post, Anders skulle have? Det var jo ham, der fik anden flest personlige stemmer.

- Anders har ønsket at blive politisk ordfører, og derfor synes jeg, især med det meget flotte valg, han har fået, især med den energi og virketrang i mange, mange år efterhånden, selvom han kun er 25 år. Jeg er helt overbevist om, at han kommer til at løse den opgave på meget fornem vis, sagde Jacob Bundsgaard.

For mange var det en overraskelse, at den 25-årige DSU’er, Anders Winnerskjold, fik anden flest stemmer i Aarhus.

- Det er ekstremt nyt for mig at stå her. Jeg er jo lige blevet valgt. Jeg er ydmyg og stolt. Jeg er enormt glad for at få den her position som politisk ordfører – at blive en del af den politiske ledelse her i Aarhus, sagde Anders Winnerskjold (S).

SÅDAN BLIVER POSTERNE FORDELT

Borgmester: Socialdemokratiet (Jacob Bundsgaard)

Rådmand for Børn og Unge: Socialistisk Folkeparti (Thomas Medom)

Rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse: Socialdemokratiet (Det formodes, at det er denne post, Kristian Würtz skal besidde. Men det afhænger af den borgerlige gruppe)

Rådmand for Kultur og Borgerservice: Radikale Venstre (Rabih Azad-Ahmad)

Rådmand for Teknik og Miljø: Ikke besat (Det formodes, at Venstres Bünyamin Simsek sætter sig på denne rådmandspost)

Rådmand for Sundhed og Omsorg: Dansk Folkeparti (Jette Skive)

Magistratsmedlem: Enhedslisten de Rød-grønne
Magistratsmedlem: Socialdemokratiet

Viceborgmester

1. viceborgmester: Socialdemokratiet (Camilla Fabricius)

2. viceborgmester: Radikale Venstre

Faste udvalg

Formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget: Alternativet

Formand for Økonomiudvalget: Socialdemokratiet

Formand for Kulturudvalget: Socialdemokratiet

Formand for Børn- og Ungeudvalget: Radikale Venstre

Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget: Socialdemokratiet

Formand for Teknisk Udvalg: Enhedslisten De Rød-grønne

Camilla Fabricius bliver som sagt 1. borgmester, og selvom det i de fleste kommuner næsten kun er en symbolsk rolle, så forventer Jacob Bundsgaard at lægge flere opgaver over til hende, hvis han bliver formand for KL, Kommunernes Landsforening.

- Som det er bekendt, så har jeg stillet mig til rådighed som formand for KL, og hvis der er opbakning til det hos et flertal i den bestyrelse, der bliver sat sammen på et senere tidspunkt. Så derfor kommer der til at ske en nytænkning af viceborgmesterposten, så Camilla i en stribe tilfælde ville skulle ikke alene være min stedfortræder, men også løse en række konkrete opgaver, siger Jacob Bundsgaard. 

TV2 ØSTJYLLAND sendte live fra pressemødet torsdag eftermiddag, se videoen herunder: