Würtz formentlig ny rådmand
Socialdemokraternes politiske ordfører Kristian Würtz overtager sandsynligvis posten som børne- og ungerådmand i Århus efter Jacob B. Johansen.
Den nuværende børne- og ungerådmand i Århus Kommune Jacob Bundsgaard Johansen (S) sætter sig i borgmesterstolen, når partifællen Nicolai Wammen formentlig bliver valgt til Folketinget. Johansen efterlader dermed en ledig rådmandspost.
Og ifølge en af Socialdemokraternes lokale topfigurer er den oplagte afløser den nuværende politiske ordfører Kristian Würtz.
- Han har ikke været bange for at træffe beslutninger. Han har været visionær, og han har peget i den retning, som Socialdemokraterne er gået, så jeg tror, at han kunne være et rigtigt godt bud, siger gruppeformand for Socialdemokraterne i Århus Byråd, Camilla Fabricius til TV 2 | ØSTJYLLAND.