Würtz: Derfor er letbanen vigtig

Kristian Würtz svarer på forskeres kritik af, at den kommende letbane ikke vil løse trængselsproblemer

Vil en letbane i Aarhus få flere pendlere til at vælge bilen fra? Svaret er nej, hvis man spørger en jysk trafikforsker.

Det fik i tirsdag Liberal Alliances byrådsmedlem i Aarhus, Lars Boje Mathiesen, til at stille sig kritisk over for formålet med byggeriet.

I et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND svarer den ansvarlige rådmand Kristian Würtz på kritikken. Teknik- og miljørådmanden mener, at man skal skelne mellem forskellige typer af pendlere.

Se også: Kritik: Letbane løser ikke problemer

Der er de pendlere, som bor længere væk fra Aarhus i eksempelvis Randers eller Silkeborg, og så de pendlere, der bor op af den strækning, som letbanen vil betjene.

- Jeg tror effekten bliver kæmpe stor, men det er klart, at letbanens første etape kommer ikke til at tage pendlere, der kommer fra alle mulige andre dele Jylland og til Aarhus, siger Kristian Würtz.

Trafikforsker Anker Lohman- Hansen mener, at letbanens begrænsede effekt på antallet af pendlere bil skyldes, at det er svært at ændre folks trafikvaner.

Den betragtning er teknikrådmand Kristian Würtz ikke afvisende over for. Han påpeger dog, at letbanen skal ses som en forebyggende manøvre, der skal afhjælpe trafikproblemerne ikke bare i dag, men også i fremtiden.

Ifølge rådmanden vokser Aarhus med 4.000 borgere om året samtidig med, at flere og flere arbejdspladser skyder op.

- Hvis vi ikke gør noget, hvis vi ikke bygger en ny letbane eller styrker den kollektive trafik, så står biltrafikken på de aarhusianske veje til at stige med 60 procent frem mod 2030.

Byggeriet af den østjyske letbane koster omkring tre milliarder kroner.

Du kan se hele interviewet med rådmand Kristian Würtz i videoen øverst i artiklen.