Winnie scorer 12-taller
HHX-student fra Viby afsluttede i dag sin sidste eksamen med endnu et 12-tal
Efter tre års hårde anstrengelser kunne Winnie Faarvang fra Aarhus i dag endelig få sin hvide hue på.
Her blev hun modtaget af sin familie og venner med kram og lykønskninger, ligesom de fleste andre gymnasieelever oplever, når de bliver studenter.
Winnie Faarvang er dog langt fra bare en 'almindelig' elev. Hun er, hvad man populært sagt kalder en superstudent. Ved alle sine afsluttende eksamener har hun fået karakteren 12, så forventningerne til dagens præstation var da også til at få øje på.
Mandag formiddag skulle hun forsøge at score endnu et 12-tal ved sin sidste eksamen i international økonomi på HXX i Viby.
Familien og vennerne stod næsten neglebidende udenfor døren og ventede i spænding, inden Winnie Faarvang trådte frem med den gode nyhed: "Jeg fik 12!".
Herefter lød der jubelråb, og senere trillede der også tårer ned ad kinderne.
- Jeg er selvfølgelig glad og stolt, men jeg synes ikke, jeg har fokuseret så meget på det, siger Winnie Faarvang til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Winnie Faarvang endte ud med et karaktergennemsnit på 11,9. Hvis hun begynder på en videregående uddannelse, kan hun gange det med snit med 1,06 til 12,8.
Om hun går hurtigt i gang med en uddannelse, ved hun ikke endnu. I dag står dagen på fejring og til august rejser hun med to veninder til Afrika.
- Så skal jeg arbejde lidt og slappe af. Bare nyde, at jeg ikke går i skole mere, siger Winnie Faarvang.
Du kan se, hvordan det så ud, da Winnie Faarvang kom ud fra eksamenslokalet og blev modtaget af sin familie og venner, i videoen øverst i artiklen.