William og hans mor er glade for Solsikkesnoren
Et barn, der ligger på gulvet i supermarkedet er ikke nødvendigvis hysterisk. Der kan ligge mere bag, og det hjælper Solsikkesnoren til at forstå.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
Sådan er det med mange usynlige handicap som ordblindhed, ADHD, autisme eller skizofreni. Men det kan gøre hverdagen vanskelig, og derfor kan en grøn snor med gule solsikker gøre det en smule lettere, den såkaldte Solsikkesnor.
Det har den også gjort for Louise Jørgensen i Rønde og hendes niårige søn William.
Læs også
De har begge diagnoser, William har infantil autisme og Louise har aspergers, og det kan gøre det vanskeligt at færdes i offentligheden.
- Min søn kan ikke stå i kø, det er måske meget normalt for ni-årige, men det er rigtig svært for ham at være i, og han kan godt komme med lyde og udbrud, og det kan være rigtig svært for andre mennesker at rumme, siger Louise Jørgensen.
Fremmede kommenterer opdragelsen
Hun har blandt andet oplevet at få kommentarer fra fremmede om at skulle opdrage sin søn og tage sit ansvar som mor alvorligt.
Det fik Louise til at bestille Solsikkesnore fra England, hvor konceptet også opstod i Gatwick Airport i 2016.
Familien har nemlig familie i og rejst meget i England og blev opmærksomme på snoren her.
Læs også
- Da vi fik snoren, oplevede vi mindre stress og kaos og meget mere mangfoldighed. Folk så os mere, forklarer Louise Jørgensen.
Dermed levede den helt op til sit formål, som er at gøre andre mennesker opmærksom på, man har et usynligt handicap og kan have brug for ekstra tid eller overbærenhed.
- Man skal være lidt sødere ved hinanden og have større forståelse for, at når barnet ligger på gulvet, så er det ikke fordi det nødvendigvis er uopdragent og bare vil have en slikkepind. Der kunne være en dybere årsag, og det er okay at spørge, siger Louise Jørgensen.
Flere danske virksomheder og festivaler er begyndt at oplære deres medarbejdere i Solsikkeprogrammet.