Wilbek vrager Lars Krogh Jeppesen
At Silkeborg-spilleren ikke er på landsholdet, skyldes ikke, at han spyttede modstander i ansigtet, siger landstræner Ulrik Wilbek
Der er ingen risiko for, at de to stridshanner på håndboldbanen, Mikkel Aagaard og Lars Krogh Jeppesen, kommer at slås, når det danske herrelandshold skal spille fire-nationers turnering i Tunesien fra den 25.-27. oktober.
Ulrik Wilbek udtog nemlig ikke Bjerringbro-Silkeborg-spilleren Lars Krogh Jeppesen, der for nylig spyttede på Viborg HK's Aagaard i en ligakamp, da landstræneren fredag satte navne på truppen til turneringen i Tunesien.
- Men det har ikke noget med den sag at gøre. Det er en sportslig beslutning, for Lars har de sidste tre år haltet lidt efter med skader, og nu synes jeg, at han skal have lidt tid til at finde tilbage til sit gamle niveau. Og så har det heller ikke hjulpet Lars, at han må sidde over i nogle kampe nu, siger Wilbek med henvisning til den tre dages karantæne, Jeppesen fik af Dansk Håndbold Forbund på grund af spyttesagen.
Desuden gav Bjerringbro-Silkeborg også Jeppesen en enkelt spilledags karantæne.
Jeppesen selv forstår godt landstrænerens beslutning.
- Han (Wilbek, red.) ved godt, hvad jeg står for, siger han, så jeg skal bare koncentrere mig om at fortsætte min udvikling. Så holder han øje med mig i klubben, når engang jeg får lov til at spille igen. Jeg synes, det er rart, at der også bliver passet på mig fra landstrænerens side, så det ser jeg som noget utroligt positivt, fortæller Jeppesen til TV2/Sporten.