Wikipedia erstatter skolebøger

Tekster fundet på nettet er sjældent lavet til børn, advarer underviser på lærerseminariet i Århus.

Kommer der ild ud af en vulkan? www.google.dk. V-U-L-K-A-N. Enter.

Eleverne farer hjemmevant hen til folkeskolens computere, når de skal skrive en opgave eller lave en fremlæggelse om for eksempel lava. Det går nemlig langt hurtigere end at give sig til at pløje bibliotekets hylder igennem. Det skriver metroXpress.

- De fleste prøver bare på Google og på Wikipedia helt af sig selv. Vi forsøger så at lære dem, at de skal starte med at læse en let bog om emnet, så de får noget viden at søge ud fra, fortæller Bjarne Ackey, der er leder af skolebiblioteket på Peder Lykke Skolen i København til
metroXpress.

Ofte går der nemlig kludder i det, når børnene bare giver sig til at søge i blinde.

- Tekster fundet på nettet er sjældent lavet til børn. Som regel er de formuleret af voksne
til andre voksne. Børnene kan få galt fat i det, fordi de simpelthen ikke forstår det rigtigt, fortæller Henny Stouby, der er cand. pæd. i dansk og underviser på Århus Lærerseminarium.

<b>Springer lettere over</b>
Hun er bange for, at børn kommer til at springe lettere over et emne, når de bruger internettet i stedet for fagbøger til børn.

- Det er for nemt at copy-paste direkte fra nettet over til en opgave. Derfor kommer børnene let til at bruge en tekst, uden at de egentligt har forstået den, mener hun.

Desuden er der et problem med troværdigheden.

- De er ikke altid klædt ordentligt på til at være kritiske over for internetkilder. Det er jo svært nok for voksne, siger hun til metroXpress.

Sammen med en kollega arbejder hun på et projekt, der skal kortlægge, hvor kritiske de ældste folkeskoleelever er over for internetkilder. Indtil videre peger det på, at det faktisk går tilbage med den kritiske bevidsthed Børn tænker ikke over, hvem der har skrevet det, de læser.