Wieghorst: En turbulent start

AGF-træneren fortæller om sin første tid i Aarhus

09:16

1 af 2

AGF-træner Morten Wieghorst mener, at den første tid i den aarhusianske fodboldklub har været en smule turbulent. Derudover mener han, at holdet er inde i en god udvikling, og så er det helt store punkt AGFs mange dårlige præstationer på hjemmebane.

TV 2 | ØSTJYLLAND har mødt Morten Wieghorst til en snak om de første måneder i AGF.

- Hvis vi kigger på holdet, så er vi undervejs. Men det, der er det helt store tema nu, og det kan vi ikke løbe fra, er resultaterne. Resultaterne i fodbold er vigtige, og vi har ambitioner om at rykke op i denne sæson, og lige nu er vi et stykke efter. Det helt store punkt er og har været statistikken på hjemmebane. Den er slet ikke god nok, siger Morten Wieghorst.

Søndag så han sit hold spille 0-0 med Vendsyssel FF på hjemmebanen i Aarhus. Her har AGF i denne sæson i NordicBet Ligaen spillet syv kampe. De har blot kastet en enkelt sejr af sig, og det er ikke tilfredsstillende.

SE: 100 dage som direktør i AGF

- Det er langt under forventet. Men holdet har været inde i en god udvikling. Vi er mere afklaret som hold, vi er mere rolige i vores spil, og vi er ved at vænne os til at have bolden meget. Men at have bolden meget er ikke nok, vi skal stadig have resultater, og det har vi ikke fået på hjemmebane, mens det ude har set fint ud med fire sejre i fem kampe, siger AGF-træneren.

Han mener, at den første tid i AGF har været en smule turbulent på flere områder, hvor klubben efter nedrykning fra Superligaen gik i gang med en stor oprydning på træningsbanen og på kontorerne.

- Det var lidt turbulent i starten, hvor der manglede folk på forskellige poster. Det er en del af det at være med til at drive en fodboldklub, og derfor var der mange bolde i luften, men de er langsomt ved at falde på plads, og det hjælper hele setuppet, siger Morten Wieghorst og fortsætter:

SE: - Det er mit drømmejob

- I forhold til spillestil så var det også turbulent i starten, fordi der var for mange spillere, der ikke så sig selv som en del af AGFs fremtid. Selvom de gav udtryk for det, og jeg egentlig også tror, at de gerne ville, så var det ikke sådan. Derfor skulle vi først hjælpe de spillere videre, og det har også taget tid at få de nye spillere ind få dem integreret på holdet, siger AGF-træneren.

AGF ligger på en fjerdeplads i NordicBet Ligaen med 19 point efter 12 runder.

I indslaget øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Morten Wieghorst og høre mere fra hans første tid i AGF.