White Pride-sympatisør fik strafrabat
En 23-årig ledende figur fra den højreekstreme gruppe White Pride i Århus fik fredag nedsat sin straf med to måneder i landsretten.
Et år bag tremmer blev forvandlet til 10 måneder, da en 23-årig mand med tilknytning til White Pride i dag fik sin endelige dom i Vestre Landsret.
I byretten blev den 23-årige idømt et års fængsel for bl.a. at have slået og sparket en fodboldkontrollør og for vold og trusler mod en politimand, men i ankesagen ved landsretten fik
han altså to måneders rabat.
Den dømte har gennem sagen nægtet sig skyldig og fastholdt, at han kun var en passiv deltager under voldsepisoderne, hvor en større gruppe voldelige unge deltog.
Han har også afvist at være medlem af den højreekstreme gruppe White Pride, men han ville i retten ikke tage afstand fra gruppen.