White Pride anmelder plakatduo

White Pride anmelder to mænd for chikane, efter at de hængte plakater op med navne og billeder på påståede White Pride-medlemmer.

Natten til torsdag anholdt Østjyllands Politi to mænd på henholdsvis 21 og 24 år, mens de var igang med at ophænge plakater med navne og billeder på påståede medlemmer af den højreekstremistiske gruppe White Pride.

Udover politiets sigtelse for æreskrænkelse modtager de to mænd fra Århus' venstreorienterede miljø nu også en anmeldelse for chikane.

- Vi har meldt de to sigtede for chikane og brud på persondataloven. Vores advokater overvejer også, om vi kan melde dem for opfordring til vold, og så ser de på, om B.T. kan komme i Pressenævnet for at vise vores billeder på sin hjemmeside, fortæller en af de seks mænd på plakaten til JP Århus.

Plakaterne hænger flere steder i det centrale Århus.