Whisky-entusiaster fulde af engagement og eventyrlyst
Lokale råvarer, penge og en hulens masse tålmodighed. Sådan lyder opskriften på den whisky, som et destilleri i Favrskov arbejder på at skabe
Først var det mikrobryggerierne, der skød op overalt.
Nu er turen kommet til mikrodestillerierne. Der fremstilles gin, rom og whisky i Danmark som aldrig før.
I en lille landsby i Favrskov Kommune arbejder syv personer ihærdigt på at skabe en whisky, der ikke bare skal smage godt - den skal også smage af lokalområdet.
Opskriften på den smag er at bruge lokale råvarer, fortæller Lars Egelund, landmand og medejer af Sall Whisky Distillery.
- Vi har hele linjen. Det vil sige, at vi har selv både kornet – og hele linjen op til, at vi hælder det på flaske. Vi køber ikke bare sprit, hælder noget essens i og så hælder det på fad, siger han.
Læs også
At skabe den helt rigtige whisky gøres ikke på en dag eller to. Det tager flere år.
- Vi finder konstant ud af, hvordan vi kan gøre det bedre, anderledes, og hvordan vi kan eksperimentere, siger Snævar Albertsson, der også er medejer af foretagendet.
De syv ejere har selv skudt penge i projektet, og de har skaffet støtte udefra ved hjælp af crowdfunding.
- Vi havde et mål, som vi gik over. Vi fik samlet knap 350.000 kroner fra cirka 400 forskellige bidragsydere, både fra Danmark og uden for landet, siger Snævar Albertsson.
Se mere om projektet i videoen øverst i artiklen.