Westergaard føler sig tryg
Løsladt tuneser forenes med sin familie i Brabrand, men Kurt Westergaard er helt tryg
Muhammedtegneren Kurt Westergaard føler sig helt tryg i sit hjem ved Århus, selv om den 39-årige tuneser Slim Chafra har fået grønt lys til at flytte hjem til sin familie i Brabrand ved Århus - få kilometer fra Kurt Westergaards hjem.
Tuneseren blev anholdt for at planlægge et attentat mod netop Kurt Westergaard i 2008, og har siden opholdt sig i Sandholm-lejren i Nordsjælland. Tirsdag afgjorde Østre Landsret imidlertid, at tuneseren ikke kan udvises administrativt.
Men tuneserens hjemkomst får ikke Kurt Westergaard til at ryste i bukserne.
- Rent sikkerhedsmæssigt er jeg så godt dækket op af PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.), at det ikke betyder noget, siger Kurt Westergaard, og fortsætter:
- Hvis løsladelsen betød noget, og der sikkerhedsmæssigt er tale om en ny situation, så ville PET nok kontakte mig. Og det har de ikke gjort, siger bladtegneren.
Tuneseren har egenhændigt lagt navn til flere love i kølvandet på PET's beskyldninger om, at han i 2008 pønsede på at dræbe Kurt Westergaard.
Slim Chafra har været i Højesteret tre gange, og der er vedtaget to såkaldte "tuneserlove" på grund af ham.
Lovene betyder blandt andet, at PET kan kræve udlændinge udvist med henvisning til statens sikkerhed. Landsretten mener imidlertid ikke, at PET's beviser er tilstrækkelige til at udvise Chafra administrativt.
- Jeg håber, manden kommer på andre tanker. Han har jo været ude i nogle radikale tankegange. Nu håber jeg, at han har lært at påskønne det samfund, som nu giver ham en ny chance, siger Kurt Westergaard.
Siden Chafra blev anholdt på formodninger om drabsplaner mod Kurt Westergaard, har den danske bladtegner været udsat for et reelt attentatforsøg.
Nytårsdag i år brød en 29-årig somalier bevæbnet med en økse ind i hans hjem i Viby.
Sagen kommer for et nævningeting retten i Århus den 19. januar og otte følgende retsdage.