Weekendvejret bliver mildt og gråt

Den kommende weekend bliver skyet og grå

Et af efterårets særlige kendetegn - grå skyer - kommer til at præge weekendens vejr.

Til gengæld holder andre karakteristika som ondskabsfuld blæst og lave temperaturer sig væk.

- Det bliver en meget mild weekend. Men den bliver samtidig grå og fugtig, siger Jørn Thomsen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag aften og nat bliver det først klart, og temperaturen falder til mellem to og syv grader, lokalt i Jylland ned til frysepunktet, men i løbet af natten kommer der dis og tåge, og skyer trækker op over Danmark, fortsætter han.

Solen får trange kår
Solen får trange kår lørdag og søndag, og i løbet af weekenden putter et tungt lag af skyer sig godt ned omkring danskerne.

Netop på grund af skyer og dis bliver temperatursvingningerne hen over dagene små.

I dagtimerne får vi mellem 10 og 13 grader, og om natten mellem syv og 10 grader.

Så danskerne behøver altså endnu ikke at støve varmedunken af, før de kryber under dynen.

- Nattemperaturerne er usædvanlige for årstiden. Det er en varmepumpe ude over Atlanterhavet, som sender varm luft ind over Europa og Danmark, siger Jørn Thomsen.

Lørdag slår vi øjnene op til tåge og dis, hvilket er skyer, der ligger nær jordoverfladen.

- Fra lørdag aften og et døgn frem kommer der så lidt regn af og til, og vejret fortsætter gråt og fugtigt, siger Jørn Thomsen.

Natten mellem lørdag og søndag overgår vi til vintertid, og alle danskere skal huske at sætte uret en time tilbage.

Men forhåbningerne om således at vågne op til en lys søndag morgen skal ikke sættes alt for højt.

En rigtig gråvejrsdag
Søndag bliver nemlig en rigtig gråvejrsdag med tunge skyer på himlen fra morgen til aften.

Heldigvis holder de milde temperaturer ved, og samlet over hele weekenden forventer DMI blot et par millimeter regn.

Også vinden viser sig fra en nogenlunde tålelig side.

- Den bliver svag til jævn fra syd lørdag, men frisker lidt op søndag fra sydvest. Det er dog bestemt til at leve med og ikke typisk efterårsrusk, siger vagtchef hos DMI Jørn Thomsen.