Weekendens optur
Den sidste dag i weekenden bliver den smukkeste
Søndagen bliver pæn og solrig, lørdagen bliver grå og våd, og fredagen placerer sig midt imellem og disker op med en blandet efterårs-landhandel af både sol og regn.
Sådan cirka kan man opsummere weekendens vejr, hvor dagtemperaturerne alle dage sniger sig rundt omkring 15 grader.
DMI-vagtchefen Michael Skærbæk sidder med de dugfriske prognoser fredag morgen, og han er ikke i tvivl om, hvornår vejret lægger mest op til en gåtur i det grønne eller en god kop kaffe udendørs:
- Søndag eftermiddag ser det rigtig godt ud. Det holder tørt, og solen bryder igennem, siger han.
- Alt i alt bliver søndagen nok den pæneste dag i weekenden, tilføjer meteorologen.
Lidt af det hele
Fredag kommer til gengæld til at byde på lidt af det hele, lyder det.
- Det starter egentligt ganske pænt ud de fleste steder med solskin, men i løbet af dagen bliver det skyet, og der kommer byger stort set alle steder, fortæller Michael Skærbæk.
Fredag aften trækker der så et gedigent regnvejr ind over landet, og dagen efter vågner Danmark op til en lignende menu på vejrkortet:
- Lørdagen bliver heller ikke særligt spændende, men temmelig våd mange steder med en hel del regn og byger, siger DMI-vagtchefen.
- Der kommer godt nok en opklaring i løbet af lørdagen, men det bliver sådan en opklaring, hvor der kun kommer lidt sporadisk solskin. Alt i alt en lørdag, der bliver noget våd i det, tilføjer han.
Fornuftig søndag
Men heldigvis er der ingen weekend uden søndag, og netop denne dag ser ganske fornuftig ud rent vejrmæssigt.
- Søndagen bliver ganske pæn. Det bliver den dag, hvor det efterhånden holder tørt, og solen kommer til at skinne. Det vil godt nok starte lidt blæsende ud, men vinden vil senere aftage, siger Michael Skærbæk fra DMI.