Webdok: Sådan satte Kirstin en stopper for sit puttehelvede

 

Det tog mig to timer hver aften at putte mine børn. Frustreret, vanvittig … ja decideret arrig kunne jeg blive. I desperation afprøvede jeg en opskrift på at få mine børn til at sove på et kvarter. Her kan du læse, hvordan det gik. 


*Ding-ding!*

Fighten er i gang. Familiens yngste på to år får en god start på første runde. Med en fornøjet mine udnytter han, at jeg er optaget af at hente et glas vand til storesøster: sniger sig ud af sengen og spæner mod døren. Intensiteten går endnu et gear op, da ældste barn på fem år ryger i gulvet skrigende af grin. ”Løøøøøøb. Løb væk fra mor,” sprutter hun, mens jeg ønsker, at en dommer kunne stoppe kampen.
Mine to børn burde sove nu. Ja, faktisk burde de sove for en time siden. Men det er slet ikke der, de er. I stedet er én på flugt og én i latterkramper.

Hvis du vil bruge 10 minutter på at læse denne historie, kan du blive klogere på, hvordan du får dine børn til at sove. Måske. For børn er jo altså, som alle pædagoger altid har sagt, forskellige.
Mine to er nogle vildbasser. Fulde af ideer og mega sjove. Synes jeg. Men jeg har jo også en vis partiskhed. Derudover er de to og fem år. Den ældste en pige. Den yngste en dreng.

Vi bor sammen med deres far, min kæreste, i et lille hus, hvor børnene deler værelse. Jeg hedder i øvrigt Kirstin, og jeg arbejder som journalist på TV2 ØSTJYLLAND. Hej! 

Henover sommerferien sidste år stak putteseancerne hjemme hos os fuldstændig af. Uden at jeg helt ved, hvordan det kom så langt ud, havde vi fået os selv malet op i et pædagogisk hjørne, hvor vi pludselig var to voksne, som kæmpede med børnene i to timer hver aften, før der endelig var ro.

Men så fik jeg nok. Søgte på nettet. Spurgte kloge til mennesker til råds. Og fandt en måde at ændre vores putteritualer på, som vi besluttede os for at prøve af.

*Ding-ding!*

Anden runde har taget sin begyndelse. Jeg har indkaldt forstærkninger. I venstre ringhjørne er vi nu både mig og min kæreste – bevæbnet til tænderne med træthed og påtaget tålmodighed. I højre ringhjørne fortsat vores to børn armeret med viljestyrke af stål og en ubændig trang til fis og ballade.

Vi beslutter at dele os: Min kæreste tager sig af fjervægteren med det lynhurtige fodarbejde, og jeg indfanger den store. Hun kommer med ind i vores seng, hvor tyngden og varmen fra min store dobbeltdyne snart får øjenlågene til at plirre. Under hende ligger min højre arm. Satans. Det prikker smertefuldt i mine fingre. Der er nu gået halvanden time siden puttekampstart. Vi er såååå tæt på knock out nu. Må. Ligge. Helt. Stille.

Der var en børnepsykolog, der engang sagde til mig, at børn som udgangspunkt ikke gør noget, for at være uartige. De har bare en ustyrlig trang til at have det sjovt.

Det forsøger jeg at minde mig selv om, når putningen gang på gang går i ged derhjemme.

Jeg synes, jeg har forsøgt alle mulige og umulige strategier. Uden voldsom succes. Når min søn spæner ud af sengen, klukker han af fryd, hvis jeg forsøger at genne ham tilbage på værelset.  

- Du kan ikke fange mig, sprudler han ud forbi sutten og forsøger at undgå mig ved at gemme sig under en stol.

Vælger jeg den modsatte strategi, hvor jeg med is i maven vælger at tro på, at han nok skal komme tilbage på værelset, når han opdager, at jeg ikke vil lege tagfat, finder han på andre narrestreger.

Og jeg skal hilse og sige, at isen i maven smelter med raketfart, når man pludselig hører bruseren gå i gang, løber ud i badeværelset og ser sin overraskede to-årige få både nattøj og soveble gennemblødt.

*Ding-ding!*

Sidste runde får en skidt start for kampens to sværvægtere. Med et højt ’klonk’ går døren op ind til soveværelset, hvor jeg ligger med den ældste, som sover på min smertende arm.

I døråbningen står familiens yngste. Fortsat ubesejret. Hans buttede fødder tripper fnisende mod dobbeltsengen og begynder at bestige den.

- Gå ind i din seng, hvæser jeg så stille, jeg kan, mens jeg med mine bedste ninja-moves forsøger at vriste mig ubemærket fri af min sovende datters kram. Succes! Desperat får jeg blebarnet hevet ned fra kanten af sengen og tager ham med ind i børneværelset.

En høj snorken afslører, at min medkompetant har kapituleret på gulvet derinde. Jeg vil for alt i verden undgå, at den to-årige igen får sin frihed og forsøger derfor med fødderne at få liv i min knock-outede kæreste. Langsomt skraber han sig op fra gulvet og trasker ud for at slikke sine sår.

Fjervægteren kommer i seng for 10. gang. Nu med mig delvist ovenpå i et fast men kærligt krammegreb. To timer er gået siden starten. Hans små buttede hænder holder om mit hoved, benene slapper af, øjenlågene bliver tunge. Vi nærmer os endnu en sejr.

Jeg sidder foroverbøjet hen over hans seng. Det smerter i mine knæ, og vægten fra hans lille krop stopper blodtilførslen til mine arme. Min søn trækker vejret tungt. Endelig. Frihed. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg kommer ud af denne her stilling, uden at han vågner….

Ingenting virker i forhold til at få børnene lagt hurtigt, oplever jeg. Om vi er rolige, strenge eller decideret arrige, virker fuldstændig ligegyldigt. Så jeg griber telefonen og ringer til netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der lever af at rådgive småbørnsforældre gennem sin brevkasse, sine foredrag og sine bøger. 

- Hvis børnene gennem længere tid har en søvnvane, som går ud på, at det tager to timer at falde i søvn, hvor de kan løbe rundt og se mor og far rende frusterede frem og tilbage, så er det dét, der er deres putteritual og dét, de forbinder med sovetid, siger hun.

Ups! Ja, det kan jeg jo godt se. Men hvordan får man så ændret på sådan en vane?

Hvis man river seks uger ud af kalenderen, kan det faktisk lykkes at få indarbejdet et helt nyt putteritual, lyder det fra Helen Lyng Hansen.

- Man kan gøre det, at man putter barnet så sent, at man med sikkerhed ved, at barnet kan falde i søvn inden for et kvarter efter det ritual, man gerne vil give dem, forklarer hun og tilføjer, at metoden kun er egnet til børn på mere end et år. Helt små børn kan nemlig ikke tåle den søvnmangel, som metoden især i starten vil give børnene, fordi de bliver puttet senere, end de har behov for.  

For mine børn på to og fem år vil puttemetoden betyde, at de i en periode først puttes kl. 22, selvom de egentlig havde brug for søvn fra kl. 20. Det lyder rigtig sent, men eftersom det i forvejen tager to timer at putte dem, tænker jeg ikke, det kommer til at gøre den helt store forskel i forhold til søvnmangel.  

Putteritualet kan vi forme, som vi vil, siger sundhedsplejersken. Om vi vil læse bog, synge sang eller noget andet, er helt op til os. Bare det ikke tager mere end 15 minutter på sengekanten. 

Når vi så har kørt med det nyindførte putteritual i en uges tid, kan vi begynde at putte lidt tidligere. I første omgang kl. 21.45.

- Det handler så om gradvist at rykke puttetidspunktet frem, indtil det sidst lander på dét tidspunkt, hvor man egentlig gerne vil putte. Barnet ved ikke, hvad klokken er, men mærker hvordan rutinen er, siger Helen Lyng Hansen.

Et vigtigt kodeord i forbindelse med den her måde at få tingene vendt på, er tålmodighed. Masser af tålmodighed. Og så må der, mens det står på, ikke ske andre store forandringer i barnets liv.  

Håret dufter stadig lidt af klor efter svømmehalsturen. Ivrige børnefingre tømmer hurtigt fadet med udskåret frugt. Det emmer af søndag omkring spisebordet, hvor vi alle fire sidder samlet. Jeg er spændt og begynder på min forberedte tale med et alvorligt blik på børnene:

- I aften skal vi putte på en ny måde. I skal begge to ligge i jeres egne senge. Så sidder jeg på en stol mellem sengene og læser én historie. Kun én.

- Må jeg vælge bogen?, lyder det fra vores ældste.

- I skiftes til at vælge en bog, og vi trækker lod om, hvem der starter med at vælge, slår jeg fast.

Begge børn kigger alvorligt på mig. De siger ikke noget. De lytter. Intensivt rent faktisk. Jeg må erkende, at jeg er ret overrasket.

- Når så bogen er færdig, så får I hver et kys og et kram. Så slukker jeg lyset og går ud på gangen for at lægge vasketøj sammen. Jeg står derude med lyset tændt og kommer ind og kigger til jer, indtil i sover.

Det var især denne her del, jeg var spændt på, hvordan børnene ville reagere på. Men de nikker bare. 

Da vi nogle timer senere skal til at gennemføre det nye ritual for første gang, er det med stor alvor, at min to-årige søn lægger sig op i sin seng.

- Mig skal ligge her. Mor læser bog, forklarer han mig.

Hans søster falder i søvn lige efter oplæsningen, men selv ligger han pligtskyldigt i sin seng med åbne øjne. Jeg er gået ud på gangen nu og er i fuld gang med at lægge et læs nyvasket børnetøj sammen.

- Hvad laver du mor?, spørger han et par gange, men bliver tilfredsstillet af det korte svar:

- Jeg lægger tøj sammen.

- Mig ligger i sengen. Mor lægger tøj sammen, gentager han pligtskyldigt.

Kl. 22.30 efter godt 30 minutter falder han i søvn. Han har ikke forladt sengen en eneste gang. Jeg er ekstatisk. Tænk, hvis det virkelig er så nemt.  

 

Den overraskende nemme første putning, får mig til at tænke over noget, jeg har talt med børnepsykolog Charlotte Diamant om. Hun har i 20 år arbejdet med børn, forældreskab og familier, så hun ved en ting eller to om de mekanismer, der gør sig gældende, når et sæt forældre skal forsøge at holde styr på deres afkom.

- Hvis barnet løber rundt uden for sin seng, når det burde ligge i sengen, så er det fordi, der er for meget uforudsigelighed fra de voksnes side og slinger i valsen, startede hun med at slå fast, da jeg ringede til hende.

Av for den! Men hun har jo nok ret, må jeg erkende. Det var jo virkelig kaos, der herskede ved puttetid, og ansvaret for det lå jo nok hos min kæreste og mig. Av. 

- Hvis putningen trækker ud og er et mareridt, så skal man som forælder kigge indad, fortsatte hun.

- Når putteritualer bliver lange, så er det ofte fordi, forældrene er bekymrede eller ikke tydelige nok. Hvis man vil ændre på det, så handler det om først og fremmest om at tage en beslutning om at ændre det, forklarede Charlotte Diamant.

Der er virkelig noget om det dér med at have taget beslutningen. Det lyder så simpelt. Men det virker, kan jeg mærke. Jeg havde ikke et gran af tvivl i mig, da jeg søndag eftermiddag fortalte børnene om det nye putteritual. Tvivlen var der heller ikke, da jeg puttede børnene efter det nye ritual. Jeg tror, at børnene kunne mærke, at vi var fast besluttede på det her. Og ifølge Charlotte Diamant er en fast beslutning det eneste, det kræver at få vendt en dårlig putterytme til en god.  

- Man siger til hinanden som forældre, at nu har vi to voksne taget en beslutning om, at denne her måde at putte på ikke kan fortsætte mere. Så bestemmer man, hvordan man vil gøre det fremover. Så fortæller man barnet, at nu putter vi på en anden måde. Og så gør man det. Det er ganske simpelt. Man skal bare tage beslutningen, sagde hun.

For en sikkerheds skyld tror jeg nu lige, at vi holder fast i seks ugers-programmet hjemme hos os. Man ved jo aldrig, hvordan tingene udvikler sig.

Klokken er 22.05, og jeg er på nippet af et decideret raserianfald. Vi har været i gang med den nye måde at putte på i 3 uger og selvom det gik så fint i starten, føler jeg ikke, det er tilfældet længere.

Min søn bliver ved at stå ud af sengen. Med et drillende blik på mig lægger han sig ned på gulvet ved siden af sengen.

- Læg dig op i din seng, siger jeg i et toneleje, som jeg med vilje holder venligt.

Drengen skubber sig væk fra sengen og ind under stolen, som står mellem hans egen og storesøsters seng.

- Læg dig op i din seng, gentager jeg, mens jeg står lige foran stolen med hænderne utålmodigt i siden.

Han rører sig ikke ud af flækken, og jeg føler mig som en idiot, da jeg tredje, fjerde, femte og sjette gang fortæller min søn, at han altså skal lægge sig op i den seng. Han er ligeglad. Fuldstændig. Men jeg bliver ved med at gentage mig selv, fordi det var, hvad sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen foreslog, at jeg skulle prøve, hvis min søn steg ud af sengen.

Det er nemlig, som sundhedsplejersken fortalte mig, mest holdbart, hvis barnet selv frivilligt går op i seng, så det skulle jeg gerne have lokket min søn til.

- Læg dig op i din seng, bliver jeg ved. Intet sker. Til sidst løfter jeg stolen, han ligger under, og hjælper ham på benene. Jeg holder ham i hånden og får ham på den måde til at gå over mod sengen. Helt op vil han dog ikke. Står i stedet med fødderne på gulvet, blenumsen strittende ud over sengekanten og overkroppen hvilende på dynen.

Suk.

Der går 20 minutter, før han endelig overgiver sig og falder i søvn på gulvet ved siden af sengen. Bliver det her nogensinde godt?

I min frustration over putteprojektets manglende succes tager jeg fat i familiepsykolog Grethe Deria, der har specialiseret sig i børnefamilier.

For hvad stiller jeg egentlig op, når mine børn ignorerer de beskeder, jeg giver dem? Når jeg kan bede min søn om at gå i seng 10 gange uden effekt?

Jeg skal slet ikke gentage noget så mange gange, lyder det simple råd fra psykologen.

- Man skal aldrig sige tingene mere end tre gange til sit barn. Aldrig, slår hun fast.

- I stedet skal man sørge for at sige tingene i et toneleje, så børnene tror på, at man mener, hvad man siger.

Det er jo ikke kvantefysik. Det er såre simpelt, men samtidig så svært. For når jeg tænker over det, har jeg måske været for optaget af ikke at virke irriteret på børnene ved puttetid. Irritation er et no go. Det er samtlige børnekyndige, jeg har talt med, enige om. Men måske har mit fokus på ikke at blive irriteret betydet, at jeg simpelthen har lydt så venlig, at min søn ikke har troet på mig, når jeg bad ham om at gå op i seng.

Grethe Deria arbejder med en tonelejeskala fra et til ti, hvor ét er den helt rolige, blide og lidt forsigtige stemme, og ti er den vrede ophidsede – ja nærmest skingre – stemme. I midten er niveau fem, hvor stemmen er fast og bestemt uden at være hverken vred eller irriteret.

- Når barnet ikke hører efter, kan det ofte hænge sammen med, at det ikke lyder som om, den voksne mener det. Vil man have barnet til at lytte, skal man sørge for, at stemmelejet er på en femmer. Kommer man over fem, er man irriteret, og det kan barnet mærke, og så går det først galt. Er man under fem, lyder man for blid, og så tror barnet ikke på, at man mener det, man siger, forklarer Grethe Deria.

Jeg vil de næste tre uger øve mig i at finde det helt rette toneleje.

Det er slutningen på den sjette uge i putteprojektet.

Klokken er lidt i otte en søndag aften.

- Nu skal vi op og børste tænder børn, siger jeg, mens jeg forsøger at ramme det rette toneleje. Tilpas strengt og tilpas venligt på samme tid. 

Lidt modvilligt, men sikkert, følger ungerne med op ad trappen. Tænder bliver børstet, nattøj kommer på. 

- I dag er det min tur til at vælge bogen, jubler den ældste og løber ind til bogreolen i børneværelset. Lillebror spæner efter. De er lidt for friske, når jeg at tænke. Men da jeg kommer ind i værelset, sidder de begge roligt på tæppet foran reolen og kigger på bøgerne. Fuldstændig klar over, hvad der skal ske. 

Børnefingre fisker ´Emil fra Lønneberg´ ud af reolen. Forventningsfuldt hopper den ældste op i sin seng og rækker mig bogen. I dag skal vi læse historien, hvor lille Ida lærer at lave skarnstreger. 

Jeg når lige at glæde mig over, hvor godt det går, inden lillebror afbryder idyllen ved at gøre storesøster følge i hendes seng. Den slags slinger i valsen har de seneste seks uger ikke rådet bod på. 

- Gå over i din egen seng. Ellers læser mor ikke, lyder det bebrejdende fra den store. Med min hænder til hjælp lusker han over til sig selv. 

Efter 10 sider i historien om lille Ida kysser jeg begge børn godnat og slukker lyset. 

Døren er åben ud til gangen, hvor der er lys, og hvor jeg sidder og lægger tøj sammen. 

- Er det min bluse, mor?, lyder det et par gange fra den yngste, som ligger i sin seng og ser på, hvad jeg laver. 

Et kort "Ja, skat" er alt, han behøver som svar for at føle sig tryg. 

Klokken 20.30 er der ro. Nogle dage bliver den 20.45. Men vi kæmper aldrig i flere timer længere. Og der er altid kun én voksen om at putte. Vi er virkelig kommet langt, siden vi begyndte for seks uger siden. 

En lang og til tider opslidende boksekamp har nået sin ende. Det har været mit livs største tålmodighedstest. Men samtidig har det været det hele værd.

 

Skrevet og illustreret af Kirstin Stefánsdóttir Egekvist