Dengang Jytte forsvandt

Af Mads Otte

En ganske almindelig juniaften åbnede Jytte Pedersen hoveddøren til sit hjem i Aarhus - hun gik ud ad døren og vendte ikke tilbage. Denne webdok er genudgivet i anledning af demensugen i begyndelsen af september

En ganske almindelig juniaften gik Jytte Pedersen ud af døren på sit hjem i Aarhus - og vendte ikke tilbage

00:35 Luk video

9. juni 2013 kl. 19.00:

Det er en hel normal juniaften i Aarhus. Det er søndag, og dagen har som så mange andre i den måned budt på svingende temperaturer og en kombination af regn og sol. I det lille gule hus på Frømosevej i Tilst, hvor Jytte og Jørgen Pedersen bor, virker alt også, som det plejer.

Jytte er som så mange gange før gået en af sine lange ture i kvarteret, imens Jørgen nyder sin aftenkaffe i stuen. Den spinkle Jytte plejer at spadsere en times tid i højt tempo, forbi sønnens hjem på Havkærvej og så tilbage til Jørgen. Den Jørgen som hun har elsket og holdt af i knap 50 år.

Det gør hun stadig, men noget er ikke helt, som det plejer. Jyttes tur varer længere end vanligt. Jørgen bliver mere og mere urolig. Han spejder efter sin kone fra køkkenvinduet, men hun er ikke at se.

Det er unormalt, at hun ikke er tilbage efter to timer.

På det seneste var meget ikke som normalt i hjemmet på Frømosevej.

Til deres søns bryllup sætter Jørgens søster for første gang ord på Jyttes forandring. Der er et eller andet galt med hende. Hvad det er, kan hun ikke svare på, men der er noget galt.

Jørgen og Jytte har kendt hinanden, siden de begge var 17 år gamle. De kender hinandens vaner efterhånden, som Jørgen beskriver det. Men der er revner. Noget er anderledes, kan han tydeligt fornemme.

Jytte er ikke den samme længere.

Til Jørgens fødselsdag, hvor huset er fyldt med gæster, skal der skåles. Jytte har bare ikke mere vin i sit glas. I stedet for at forsyne sig fra flasken på bordet, tager hun lidt fra naboen og hælder i sit eget.

Jytte mister så småt sine hæmninger, hendes ellers så taktfulde pli er væk, og hun skælder ud på sin mand som aldrig før.

Også helt almindelige hverdagsting er ikke længere almindelige for Jytte.

Hun kunne finde på at skrælle kartofler og så sætte skrællerne ind på bordet. En dug, der skulle lægges sammen, bliver bare krøllet stoppet ind i skuffen.

00:48 Luk video

9. juni 2013 kl. 21.00:

Jytte plejer at være hjemme igen efter en times gåtur, højst halvanden. Jørgen tror ikke længere på, at hun kommer tilbage af sig selv.

Han er nødt til at gøre noget.

Først ringer han nærmest per refleks til sin søn på Havkærvej. Har han set Jytte? Er hun hos ham? Nej, Jytte er væk.

Jørgen griber telefonen og trykker 112. Nu er hans kone officielt meldt savnet.

De følgende timer føles længere end nogensinde før.

Man havde hørt flere historier om folk, som forsvandt og ikke blev fundet i live. Jeg når at tænke det værste.

10. juni 2013 kl. 00.00:

Der er gået fire timer, siden Jytte gik hjemmefra. Mørket er faldet på. På Statoil i Tilst har politiet etableret en mobil station, hvorfra eftersøgningen ledes.

Jørgen kører rundt i sin bil med sønnen ved sin side. De holder sammen, al fokus er på eftersøgningen og på at få Jytte hjem.

- Man havde hørt flere historier om folk, som forsvandt og ikke blev fundet i live. Jeg når at tænke det værste, men vi koncentrerer os bare om at lede.

Bilen med de to tilbagelægger den rute, Jytte plejer at gå, igen og igen. Men uden held. Hun er væk, og i takt med, at gadelysets skær bliver mere og mere tydeligt, bliver Jørgen desperat.

Måske burde han have set det komme?

 

Allerede i 2010 fatter flere i familien mistanke til, at Jytte er ved at blive dement. Hun bliver sur på Jørgen, fordi hun ikke længere kan huske.

Han forsøger så vidt muligt at lade hverdagen gå sin gang, uden at Jytte opdager, at noget er forandret. Men lige så stille begynder det også at gå op for Jytte selv.

Jørgen, jeg er ved at blive dement. Det ved jeg godt.

 

Jytte arbejdede på det gamle amtssygehus, hvor hun kørte patienter enten til operation eller opvågning. Og opgaven med at finde rundt på det store sygehus begynder det at knibe med.

Det var faktisk hendes arbejdsplads, der kort efter slog alarm.

Og Jørgen husker den dag, Jytte selv satte ord på.

- Jørgen, jeg er ved at blive dement. Det ved jeg godt.

Alt det fylder dog ikke hos Jørgen den nat i juni noget tid senere. Der skulle Jytte bare hjem igen.

10. juni 2013 kl. 5.00:

Telefonen ringer hos alarmcentralen ved 5-tiden mandag morgen. En borger har set en kvinde gå i grøften langs Djurslandmotorvejen.

 

Der falder en sten fra mit hjerte. Det kan slet ikke beskrives. Politiet kommer og afleverer Jytte til mig i Tilst. Da hun kom hjem, er hun mudret til fra top til tå.

 

Jørgen er lettet, og resten af familien er lykkelig for at se hende igen. Men Jytte fortrækker ikke en mine. Hun virker nærmest ligeglad.

- Der er ingen reaktion overhovedet, på at hun har været væk i de her 8-10 timer. Jeg prøver at snakke med hende om det, men hun har ingen svar på, hvorfor hun har været ude at gå i så lang tid.

Kort over Jyttes færden.

Men hun er i live. Fra den dag er alt dog anderledes i den lille familie.

00:38 Luk video

Ingen er nu i tvivl om, at Jytte er syg. Hun får diagnosen demens – ligesom op mod 87.000 andre danskere. Men Jørgen giver ikke op af den grund. Hans kone bliver i hjemmet i Tilst. Han gør alt, hvad han kan, for at få hverdagen til at glide, som den altid har gjort.

Jytte går stadig sine ture i kvarteret – nu har hun bare en GPS-sender i tasken, så Jørgen på sin mobil kan følge med i, hvor hun befinder sig.

Jytte elskede at gå, og det skulle hun have lov til. Nu forlod hun bare aldrig hjemmet uden den GPS.

Selvom Jørgen altså forsøger at leve, som om intet er hændt, så er det umuligt. Deres hverdag er forandret. Intet er som før, og det bliver det aldrig igen.

Men gå fra hinanden? Det kunne der ikke være tale om.

- Den tanke strejfede mig slet ikke. Vi havde været gift i 45 år og har aftalt, at vi altid skulle passe på hinanden – lige meget hvad. Jeg tog det som en selvfølge.

Det går dog alt for stærkt til, at den ellers så stærke Jørgen kan følge med. Mindre end et år efter Jyttes første forsvinden, må han give op.

00:53 Luk video

I begyndelsen af februar 2014 er Jytte i aflastning på et plejehjem i Åbyhøj. Jørgen har brug for pauser og tid til at handle og gøre rent i huset.

- Jeg kunne ikke tage Jytte med i supermarkedet, for jeg skulle hele tiden holde øje med hende.

Men når hun var i aflastning, kunne Jørgen ikke holde øje med hende. Og denne kolde februardag knap otte måneder efter Jyttes første forsvinden, går det galt.

I vagtskiftet midt på dagen på plejehjemmet Thorsgården forlader Jytte stedet. Hun vil jo ud at gå. Først 22 timer senere vender hun kold og rystende tilbage eskorteret af en politimand.

Dér er Jørgen nødt til at tage beslutningen. Jytte skal permanent på plejehjem.

Rent fysisk er Jørgen også nødt til at give op.

- Jeg vågner kl. 2 om natten, mit hjerte hamrer og brager derudaf. Jeg ringer 112 og tror først, at det er noget med mit hjerte. Men lægerne kan ikke se noget, så jeg bliver sendt hjem igen. Næste nat sker dog nøjagtig det samme igen.

Jørgen har fået stress. Der er ingen vej udenom. Jytte må ud af hans hænder.

Hun får plads på Demenscenter Aarhus. I begyndelsen besøger Jørgen hende tre-fire gange om ugen. Men det er hårdt.

Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre hver gang, jeg gik derfra i de første mange måneder.

 

Der er lange gange på centret mellem afdelingerne. Og det er tunge skridt, som Jørgen tager i de gange.

00:37 Luk video

- Det er klart, man har mistet sin kone nu. Det gjorde ondt. Men der var ikke andet at gøre, jeg kunne ikke klare hende.

Alt han kan gøre, er at besøge Jytte så tit, han har styrken til det. For besøgene er hårde.

Hun ville med hjem. Hun hamrede og bankede på døren, når jeg gik. Jeg måtte aflede hende hver gang. Hun skældte virkelig ud i de første mange måneder, hun boede derude.

 

Med tiden bliver samtalerne kortere og kortere. Det er efterhånden kun Jørgen, der fortæller. Jytte mangler ord.

Jørgen forsøger at genopfriske hendes hjerne ved at vise billeder fra deres fotoalbum. Han håber, hun kan genkende bare lidt fra deres fem årtier sammen.

Men til sidst kan hun hverken tale eller spise selv og sidder lænket til en kørestol. Demensen har slået ned med fuld kraft.

Nogle af Jørgens besøg bliver derfor på blot fem minutter, andre op til en time.

- Jeg mente, når jeg havde lidt øjenkontakt, var hun klar over, jeg var der. Jeg prøvede at sige, at hvis du kan genkende mig, så klem mig lige i hånden – men der var ingen reaktion.

01:17 Luk video

Lige så stille er Jørgen nødt til at indstille sig på et liv uden sin kone. Langsomt kæmper han sig af med den dårlige samvittighed over at have givet op.

- En demenskonsulent får mig til at indse, at jeg er nødt til skabe mig et liv ved siden af Jytte. Jeg får hende alligevel aldrig tilbage.

Natten mellem den 13. og 14. januar 2018 dør Jytte. 71 år gammel.

Jeg følte det virkelig som en lettelse, at hun fik fred.

 

I dag bor Jørgen i sin egen lejlighed på Trøjborg. I tre år har han haft en anden kvinde i sit liv. En kvinde der har hjulpet ham gennem sorgen, de smertefulde besøg hos Jytte og den dårlige samvittighed.

- Lad være med at tro på, at I kan klare det selv. Det kan man ikke i længden.

00:20 Luk video

 

 

 

Tilrettelagt og skrevet: Mads Otte

Fotos: Privat

Klip: Emil Nordkvist Johansson

Design og illustration: Kristine Helms

Redaktør: Jamila Sophie Alvi

Webdokken er udgivet første gang i februar 2018