Watermusic-instruktør: Folk i Randers er fantastiske
I dag øvede 280 korsangere sig til Watermusic på Randers Havn. Det bliver den største udendørs kulturbegivenhed i Randers nogensinde
- Prøv at se på det her sted. Det er alletiders omgivelser, siger britiske Kevin Finnan om Randers Havn.
Han har tidligere instrueret åbningen af Paralympiske Lege i London 2012, og lige nu arbejder han på at lave den til dato største udendørsforestilling i Randers nogensinde.
Læs også
Watermusic hedder forestillingen, der er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Søndag øvede 280 korsangere sig på Randers Havn i at synge sange, som er skrevet af sangerinden Oh Land, der også selv medvirker i forestillingen.
- Folk i Randers har været fantastiske. Det er virkelig en fornøjelse at arbejde med dem. De har været engagerede og disciplinerede, siger instruktøren.
Flyvemaskiner og kraner
Forestillingen kommer til at foregå på land, vand og i luften, og ifølge instruktøren kan man godt begynde at glæde sig
- Det er et fantastisk job, jeg har. Jeg får lov at lege med en hel havn. Jeg får et skib, jeg får kraner, jeg får bygninger og jeg får flyvemaskiner, siger Kevin Finnan.
Med avancerede lys, lyd og projektioner omdanner Watermusic havnens bygninger og vandet til et musikdramatisk show ud over det sædvanlige.
Fakta om Watermusic
Watermusic er ét ud af 12 udvalgte fuldmåneprojekter i det officielle program til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og bliver Randers' indtil dato største enkeltstående udendørs kulturbegivenhed.
Handlingen er inspireret af historien om pramdragerne, der tilbage i 1700- og 1800-tallet fragtede varer via vandveje på Gudenåen.
Fortællingen er en kærlighedshistorie mellem land og vand, og musikken til Watermusic bliver komponeret af Oh Land, der i forestillingen også spiller rollen som Havets Dronning.
Foruden Oh Land deltager Oliver, som vandt Voice Junior i 2016. Derudover medvirker i alt mere end 300 korsangere og mere end 200 frivillige statister og hjælpere til at opsætte forestillingen i september.