Wammen: Tag del i demokratiet
Nicolai Wammen (S) besøgte Kvindehuset i Aarhus
Fredag var forsvarsminister Nicolai Wammen (S) på besøg i Kvindehuset i Viby for at holde grundlovstale og fejre 100-året for kvindernes stemmeret i Danmark.
- Det har været dejligt at være herude og møde engagerede kvinder, som tager del i demokratiet og fællesskabet, siger Nicolai Wammen.
Og budskabet fra ministeren til kvinderne i Kvindehuset var klart:
- En klar opfordring til at gå hen og stemme, når der er folketingsvalg den 18. juni, og at kvinderne ikke skal lytte til dem, hvad enten det er Hizb ut-Tahrir eller nogen omkring Grimhøjmoskeen, som siger, at man skal blive hjemme og boykotte vores demokrati. Det er vigtigt, at alle er med i fællesskabet, siger Nicolai Wammen.
Se: Hylder kvinders rettigheder
Hos Socialdemokraterne i Østjyllands Storkreds er blot to ud af 11 opstillede kandidater kvinder, og Nicolai Wammen ser gerne, at det tal bliver større.
- Jeg så gerne, at der var flere kvinder opstillet. Til gengæld har vi to fremragende kvinder, Kirsten Brosbøl og Maja Panduro, opstillet her i det østjyske, og så har vi jo også i Socialdemokratiet Danmarks første kvindelige statsminister, så man må sige, at Socialdemokraterne på den måde har vist vejen, siger Nicolai Wammen.
I Videoen øverst på siden kan du se interviewet med Nicolai Wammen.