Wammen står til sejr

En ny meningsmåling i Århus peger på socialdemokraternes Nicolai Wammen som ny borgmester.

Socialdemokraterne står til et kanonresultat i Århus ved kommunalvalget den 15. november, så partiets spidskandidaten Nicolai Wammen kan afløse Venstres Louise Gade  som borgmester.

Partiet får knap 41 procent af stemmerne, viser en meningsmåling fra analysefirmaet Epinion i Århus Stiftstidende. Det er 7,5 procentpoint mere end ved kommunalvalget i 2001, da Socialdemokraterne mistede magten i Århus efter 79 års styre. Venstre får knap 31 procent af stemmerne og mister ét procentpoint.

Selv om Socialdemokraterne tager stemmer fra SF og Enhedslisten, som begge går tilbage, får de tre partier præcis 50 procent af stemmerne. Holder meningsmålingen ved valget, kan De Radikale trods en fremgang ikke som efter valget 2001 udpege Århus' borgmester.