Wammen skifter ministerpost

Fra europa- til forsvarsminister

En regeringsrokade fredag formiddag bringer den tidligere aarhusborgmester Nicolai Wammen (S) fra Europaministeriet til Forsvarsministeriet.

Det erfarer Berlingske Nyhedsbureau, som skriver:

- Som beskrevet af Berlingske i juni skyldes det, at han af regeringstoppen vurderes at have ageret meget loyalt under de nærmest oprørske tilstande internt i Socialdemokratiet, da man sænkede selskabsskatten. Her rejste Wammen rundt og talte med de kritiske røster i baglandet. Derfor skal det ifølge Berlingskes kilder ses som en forfremmelse.

En anden opsigtsvækkende detalje er, at Nick Hækkerup (S) mister sin post som forsvarsminister. Som Berlingske beskrev i slutningen af juni er der i regeringstoppen utilfredshed med hans ageren under forløbet, hvor regeringen præsenterede en stort anlagt vækstplan. Hækkerup udtalte sig på gruppemøder kritisk og sarkastisk om sænkelsen af selskabsskatten, og om det sagde en central kilde tæt på regeringen til Berlingske:

- Når man går ud og indirekte undsiger - og dermed er med til at forplumre - et af regeringens vigtigste projekter, skader det selvfølgelig hans anseelse som minister.

Nick Hækkerup skal nu være ny handels- og europaminister, og Berlingske erfarer, at det netop skyldes, at han i regeringstoppens øjne agerede illoyalt.

Kilde: Berlingske Nyhedsbureau / Kasper Kildegaard Sørensen

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig