Wammen: Kattegat-notat skal trækkes tilbage

Notatet skaber forkerte forestillinger om muligheden for en fast forbindelse over Kattegat, mener borgmesteren i Århus.

Et notat om fremtidige billetpriser for Kattegat-forbindelsen har fået Nicolai Wammen (S) frem på stolen.

- En bro over Kattegat kan være betalt over 15-18 år med en billetpris til bare 500 kr. Det er ifølge dagens udgave af JP Århus vurderingen fra det rådgivende ingeniørfirma Rambøll, som derved fuldstændig trækker tæppet væk under et notat fra Transportministeriet, som ellers har hævdet, at en enkeltbillet for en personbil over Kattegat vil koste ca. 1500 kr, siger Århus-borgmesteren.

Nicolai Wammen opfordrer derfor transportminister Carina Christensen (K) til omgående at trække notatet tilbage.

- Det bidrager kun til at skabe forkerte forestillinger om muligheden for en fast forbindelse over Kattegat, mener Wammen.

Borgmesteren mener desuden, at de modstridende oplysninger om fremtidige billetpriser kun understreger behovet for en grundig forundersøgelse.

En forundersøgelse, som adskillige østjyske politikere gennem længere tid har opfordret regeringen til at afsætte penge til.

- Herved kan vi få belyst linjeføring, finansiering, de miljømæssige fordele og ulemper samt sammenhængen til den øvrige overordnede infrastruktur. Vi kan dermed kvalificere debatten og få et ordentligt beslutningsgrundlag, siger Nicolai Wammen.