Wammen-fravær kritiseres
Venstre i Århus mener, at borgmesteren burde være hjemme og ikke i USA, når der skal træffes store beslutninger i byrådet.
Borgmester Nicolai Wammen (S) er i disse dage i USA, hvor han er inviteret til kåringen af Demokraternes præsidentkandidat, og det falder ikke i god jord hos Venstre i Århus.
Her mener blandt andet Henrik Vestergaard, at borgmesteren hellere skulle sidde med ved ugens byrådsmøder, hvor det nye multimediehus på havnen er på dagsordenen.
- Det er en satsning til en lille milliard, hvor han har ønsket at være formand for bedømmelsesudvalget. Og så er han ikke til stede ved to tredjedele af møderne, og når beslutningen skal træffes, siger Vestergaard til JP Århus.
Borgmesteren er næstformand for Socialdemokraterne, hvilket er afgørende faktor for invitationen til den store begivenhed i USA.
Han har ikke ønsket at kommentere kritikken over for avisen, men en af Wammens partifæller afviser kritikken.
- Det er sager, der skal besluttes af byrådet og ikke af borgmesteren personligt, så der er ikke noget problem. Sagerne var i øvrigt berammet til sidste byrådsmøde, men da ville Venstre hellere bruge tid og kræfter på at diskutere et forslag fra Henrik Vestergaard om, at man skal synge til byrådsmøderne, siger Jacob B. Johansen til avisen.