Vuggestuebørn forsvundet i flere timer: Vikar gik på tur ved en fejl
Både forældre og politi var i dag ude at lede efter tre vuggestuebørn, der var forsvundet i mere end tre timer
Både forældre og politi blev i dag tilkaldt, da tre børn fra vuggestuen Spiloppen i Tranbjerg var væk i adskillige timer.
En kvindelig vikar gik fra institutionen omkring klokken 09.45 med de tre børn, og først klokken 13.00 blev de fundet igen.
Læs også
Institutionen slog alarm, da medarbejderen ikke vendte tilbage til Spiloppen og ikke svarede sin telefon.
- Når det er børn, der mangler, så tager vi sådan en anmeldelse meget alvorligt. Derfor sendte vi både patruljer, indsatsleder og hundepatruljer afsted. Vi rekvirerede også en helikopter, siger Per Bennekov, der er politikommissær hos Østjyllands Politi.
De tre børn og vikaren blev fundet i området af en af Spiloppens medarbejdere, der også var sendt ud for at lede.
Små ben sakker bagud
Chef for skoler, dag- og fritidstilbud i Aarhus Kommune, Søren Aakjær, beskriver situationen som alvorlig og rigtig uheldig.
- Vikaren tager ved en fejl med børnehavebørnene på tur. Men fordi vuggestuebørnene er små, sakker de hurtigt bagud, siger Søren Aakjær til TV2 ØSTJYLLAND.
Vikaren i vuggestuen havde ikke taget klapvogn med, så da børnehavebørnene var ude af sigte, satte hun sig til at vente på græsset i håb om, at børnehavegruppen vendte tilbage samme vej.
Men tiden gik og børnehavegruppen vendte ikke tilbage.
- Hun begynder at gå tilbage, men får drejet af det forkerte sted og farer vild, siger Søren Aakjær.
Læs også
Gik med flokken ud ad lågen
Vikaren i Spiloppen havde ellers fået besked på at blive på legepladsen med de små vuggestuebørn.
- Hun skulle være blevet på legepladsen, men af en eller anden uforklarlig årsag, havde hun glemt den besked og gik med flokken ud ad lågen, siger Søren Aakjær og fortsætter:
- Vi sender ikke uerfarne vikarer på udflugt med børn, de ikke kender, siger Søren Aakjær.
Ifølge ham er der tale om en vikar, som institutionen har brugt nogle gange. Hun tog ikke sin mobiltelefon, fordi den lå i hendes overtøj i institutionens garderobe.
Læs også
Forældrene var med ude at lede
Forældrene til de tre små børn blev kontaktet og var med ude at lede.
- De har fået et tilbud om en efterfølgende snak. Det har de alle sammen sagt ja til, siger Søren Aakjær.
Efter at have talt med den kvindelige vikar oplyser Østjyllands Politi på Twitter, at der ikke er mere politimæssigt i sagen.
Spiloppen er en integreret institution med plads til 17 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn.