Vugge-idé udviklede sig til millionforretning
Stig Leander Nielsen startede sin virksomhed op i familiens kælder. Nu omsætter han for 33 millioner kroner
Hvad der begyndte som en beskeden hjælp til opfinderen Stig Leander Nielsens svigerinde, er nu mundet ud i en velfungerende forretning med 10 ansatte i Silkeborg samt endnu flere i produktionen i Rumænien.
- Drømmen om at være selvstændig og have sit eget, den har nok altid ligget der, lyder det fra Stig Leander i dag.
Han kan se tilbage på 17 år, hvor forretningen konstant udviklede sig hen imod det, som den er i dag.
- Min svigerinde ventede sig tvillinger, og så følte jeg for at gøre noget. Det var jo en arbejdsbyrde, der ville noget, fortæller Stig Leander Nielsen, imens han fremviser den vugge, som dannede baggrunden for møbelvirksomheden Leander A/S.
Kørte land og rige rundt
Vuggen gav ham blod på tanden, og de kommende måneder fik han grund til optimisme.
- Jeg gik i gang på den primitive og klassiske facon med at smide vuggen ind i bilen og så køre Danmark tungt. På de første tre-fire måneder havde jeg 60-70 kunder, forklarer Stig Leander Nielsen.
Og på trods af hårde og lange arbejdsdage holdt forretningsmanden ved og kan i dag med stolthed i stemmen præsentere sit livsværk i et imponerede domicil i Silkeborg.
- Selvfølgelig har det også været turbulent, og man får nogle hug. Det tror jeg, at alle gør, siger han.
Over halvdelen går ned
Stig Leander Nielsen er faktisk en sjældenhed i Danmark, for statistikken viser, at 44 pct. af alle nystartede virksomheder lukker inden for de første fem år. Møbelmanden har en opskrift på succes klar:
- Det er nødvendigt at være selvkritisk og ikke forblænde sig af en eller anden fed drøm om en stor bil eller noget andet materiel skrammel. Det skal nok komme.
Samtidig pointerer han, at det er vigtigt, man kæmper sig igennem de op- og nedture, der altid vil komme.
TV 2 | ØSTJYLLAND har gennem alle årene fulgt firmaets udvikling. Øverst på siden kan du se det nyeste indslag med Stig Leander Nielsen.