Vrooom! DTC-løb i gaderne
Vil afvikle DM-afdeling ved Mindeparken
Fremover er det ikke kun store, lukkede baner som Jyllandsringen og PadborgPark, der får besøg af de lynhurtige racerbiler i motorsportsserien TDC.
I år har DTC, der står for Danish Thundersport Championship, henlagt et af løbene til området omkring Mindeparken i Aarhus.
Gadeløbet i det sydlige Aarhus bliver afviklet i forbindelse med Classic Race Aarhus, der som navnet antyder er et løb for historiske biler. Løbet finder sted i dagene 17.-19. maj.
Beslutningen om at sende de lynhurtige biler med V8-motorer ud på de aarhusianske gader betyder, at Classic Car-gæsterne i år kan opleve kørere som blandt andre Jan Magnussen, John Nielsen og aarhusianske Casper Elgaard på nært hold.
- Banen til Classic Race Aarhus er stor og spændende. Der kan køres stærkt, og da det tæller med i danmarksmesterskabet, så køres der for at vinde. Men, det bliver ekstremt udfordrende for kørerne, siger DTC-promotor Peter Elgaard i en pressemeddelelse.
- Jeg er overbevist om, at det vil falde i publikums smag at få en ægte motorsports-oplevelse. DTC vil se frem til, at vi kan være med til at trække publikum til Classic Race Aarhus, og vi håber på, at vi kan give endnu flere lyst til også at opleve dansk motorsport på de permanente racerbaner.