Vrede over højt hus i Hadsten
Borgere i Hadsten raser over, at kommunen vil tillade byggeriet af et fem etagers højt hus.
128 borgere i Hadsten har skrevet under på en protest mod, at kommunen vil tillade byggeriet af en fem etagers høj bygning nær byens kirke.
Protesten går primært på, at kommunen tidligere har besluttet, at den maksimalt vil give tilladelse til byggerier i tre etager.
Socialdemokraterne og Venstre med borgmester Anders G. Christensen (V) i spidsen har indtil nu støttet tanken om at lade en privat bygherre opføre huset. De henviser blandt andet til, at bygningen får fladt tag og derfor ikke er nær så højt, som de fleste andre fem-etagers bygninger.
Kommunens tekniske udvalg behandler sagen på torsdag. Her forventes det, at tilladelsen af byggeriet indstilles til endelig godkendelse i byrådet.