Vred træner: Vi rykker ikke ned
Irriteret på pressen efter nyt nederlag
AGF-træner Peter Sørensen ærgrede sig over nederlaget mod Esbjerg fredag aften.
- Spillerne fortjener ros. De udviste både mod og vinderattitude. Men i forbold er det desværre ikke altid det bedste hold, der vinder, sagde han og tilføjede:
- Jeg synes ikke tingene går vores vej i øjeblikket. På skadesfronten er vi hårdt ramt. Flere spillere sidder udenfor, og mod Esbjerg løb vi ind i et par stykker mere (Casper Sloth og David Devdariani, red.). Heldigvis er Petri Pasanen snart klar i igen. Derimod ser Martin Jørgensen ikke ud til at kunne spille foreløbig.
Peter Sørensen blev vred
Med kun én sejr i forårets første seks kampe, ligger AGF nederst på formbarometeret.
- Det er selvfølgelig tungt. Men jeg er altså væsentlig mindre nedslået efter kampen mod Esbjerg end jeg var efter nederlaget mod Brøndby forleden, sagde Peter Sørensen, der blev vred, da pressens udsendte spurgte ham om, hvorvidt han frygter nedrykning.
- Journalisterne konfronterer mig konstant med risikoen. Men internt er det ikke noget tema. Vi har seks hold under os i pointtabellen. Vurderet på baggrund af denne, er der andre klubber, der er i større nedrykningsfare end os, sagde Peter Sørensen.
Nedrykning ikke et tema
AGFs midtbanefløj, Osama Akharraz, mente i nederlagets stund heller ikke, at nedrykning er et tema.
- Ganske vist tabte vi til Esbjerg. Men jeg synes, vi spillede godt. Stor ros til deres målmand (Lukas Hradecky, red.). Han spillede fantastisk, og var den primære årsag til, at vi ikke vandt, sagde Osama Akharraz.