Vred ekskæreste uddelte lussing
Politiet tog peberspray i brug, efter at en 39-årig mand opsøgte sin ekskæreste i Silkeborg. Manden var bevæbnet med en jernstang.
21. aug 2008, kl. 11:58
Mere end 30 dage gammel
En 39-årig lokal mand opsøgte i nat sin tidligere kæreste og trængte ind på hendes adresse i Silkeborg.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi uddelte han blandt andet en lussing til en veninde til den tidligere kæreste.
Da politiet ankom til stedet, befandt manden sig umiddelbart uden for huset, hvor han kom gående med en jernstang i den ene hånd.
Manden nægtede at smide jernstangen, og betjentene valgte derfor at pacificere ham ved at sprøjte peberspray i ansigtet på ham.
Det fik ham hurtigt til at smide jernstangen, hvorefter han blev anholdt og kørt til politistationen.