Voldtægtsofre bliver afvist
Voldtægtsofre, der henvender sig mere end syv døgn efter det seksuelle overgreb, kan ikke få hjælp på voldtægtscenter i Århus
- Vi kan desværre ikke hjælpe dig.
Sådan lyder beskeden til voldtægtsofre, der henvender sig til specialisterne på Center for Voldtægtsofre i Århus senere end syv døgn efter overgrebet.
Centeret ville meget gerne hjælpe alle, men på grund af dårlig økonomi begyndte det i efteråret 2007 at lukke af for ofre, der henvendte sig senere end syv døgn efter overgrebet. Det betød, at 32 ofre måtte gå forgæves i 2008, og også sidste år og dette år er voldtægtsofre blevet afvist med henvisning til tidsgrænsen, oplyser centeret til metroXpress.
Men der er intet psykologfagligt belæg for at afvise ofrene. Sådan lyder det fra ledende psykolog og daglig leder af Center for voldtægtsofre i Århus, Anja Hareskov Jensen.
- Tværtimod går mange ofre gennem lang tid og samler mod til at henvende sig. Det er virkelig svært at sige, at vi ikke kan hjælpe dem. Det har vi det rigtig dårligt med, men økonomien gør, at vi bliver nødt til det, siger hun og tilføjer, at centeret i stedet må henvise ofrene til egen læge.
- For mange er det en meget stor overvindelse at tale med egen læge om. Lægen kan henvise til en psykolog, men der er ofte ventetid, og så er der en egenbetaling på 300 kroner per konsultation. Det er nogle barrierer, der kan få ofret til at opgive at få hjælp.
Heller ikke Danmarks andet store center for voldtægtsofre, Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, kan garantere gratis psykologhjælp. Her går grænsen ved 72 timer efter overgrebet.
- Hvis de henvender sig efter 72 timer, kan vi som udgangspunkt ikke tilbyde psykologsamtaler. Det har vi desværre ikke økonomi til, siger afdelingssygeplejerske Hanne Nielsen til metroXpress.
Men alle voldtægtsofre skal have ret til gratis psykologhjælp på et af landets otte centre for voldtægtsofre op til seks måneder efter overgrebet fandt sted. Det mener SF i et nyt udspil, som kommer, efter metroXpress i fredags skrev, at blot omkring 1 ud af 30 voldtægter ender med en dom til gerningsmanden.
SF vil afsætte 10 millioner årligt til formålet fra en pulje til nye initiativer i S-SF's fælles finanslovsforslag.
- Meget få ofre får oprejsning ved domstolene. Derfor er vi som samfund i det mindste nødt til at anerkende dem som ofre ved at tilbyde dem psykologhjælp, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).
Samtidig skal ofrene tilbydes gruppeterapi, ligesom pårørende skal have mulighed for at få hjælp til at håndtere ofrets reaktion. Karina Lorentzen vil nu rette henvendelse til justitsminister Lars Barfoed (K) for at holde ham fast på tidligere justitsminister Lene Espersen (K)tilkendegivelse om at finde flere penge på finansloven til psykologhjælp til voldtægtsofre.
Den 13. maj 2008 sagde Espersen i Folketinget:
- Hvis der er behov for psykologbistand, skal den naturligvis være til rådighed. Og jeg vil derfor på regeringens vegne tilkendegive, at vi med stor velvillighed vil se på, at det er noget, som man søger løst endnu bedre i forbindelse med kommende finanslovforhandlinger.